Lektor Steen Larsen har nok ret i sin konstatering af (Folkeskolen nummer 26/27), at der ikke er noget dualistisk modsætningsforhold mellem lydstavemetoden og helhedsmetoden. Men det interessante er alligevel, hvilken af metoderne det er mest givtigt at starte med. Og hele den forbløffende sympati, der har samlet sig omkring 'Søren og Mette', tyder på, at startskuddet i skolens læseundervisning med fordel affyres med lydstavemetoden. Og dette kvier nogen sig forståeligt nok ved at acceptere. For denne systematisk opbyggede elementmetode bryder jo fundamentalt med hele folkeskolelovens ideologiske grundlag. At man i et enkelt fag står sig ved at starte helt ude i de yderste elementrækker, hvor lyd kobles til tegn, der igen samles til ord og meninger, er fundamentalt fremmed for folkeskoleloven. Denne forudsætter jo generelt, at al indlæring starter med fuld tryk på meningsfuldheden, hvorfor tværfagligheden aldeles har fået lov til at overtage fagenes rolle som indlæringsfundamentet. At bruge år på år i skolen på at opbygge en passende fagafgrænset vidensmængde, inden der bliver mening i tværfagligheden, er fremmed for verdens bedste folkeskole. Her hævder man Steen Larsens dualismefrihed, hvorfor man ikke alene kan, men bør starte med tværfagligheden som fundamentet for undervisningen allerede i første klasse. I skolen bygger man ikke viden op fra elementer til helheder. I skolen kaster man sig hovedkulds og uforberedt ind i helhederne og håber på at kunne samle lidt viden op undervejs. På denne måde truer 'Søren og Mette' med at give historiens elendigste folkeskolelov dens ulivssår.

Vagn Madsen

Brønderslev