I sin anmeldelse af 'Enetime' nedgør Annette Rosendahl Clausen Teatret Vandrefalkens forestilling til en historie om blondinen, den gamle gris og en understimuleret husholderske . . .!

Efter at have læst en stribe veldisponerede, fint refererende anmeldelser i Folkeskolens tillæg til nummer 20 kommer der en skærende kontrast under den misvisende overskrift 'Den flyvende dræber'. Uden at pejle tekstens placering i dette århundrede, skrevet som den er efter Anden Verdenskrig som reaktion på diktatorernes forvandling af Europa/Verden.

Uden at beskrive den enestående metafor, der ligger i Ionescos genistreg ved at gøre en 'lille pædagogisk' situation mellem en elev og en lærer til et billede på grusomhedens politik, et mestergreb, der har gjort denne tekst til en klassiker.

Uden at notere brugen af kvadratscene, uden at registrere den musikalske rytme skabt af de franske chansons, uden kommentar om to ganske unge kvinder i de to diametralt modsatte kvinderoller som kontrapunkt til den midaldrende professor, kort sagt anmelderi på discount.

En anmelder, som er blokeret af præfabrikerede fordomme, kan naturligvis ikke fornemme rytmer, gestus, tegn, tolkning, endsige forholde sig til spillets direkte nærvær. En anmelder, som begynder med at hæfte sig ved den kvindelige hovedrolles skønhed - i stedet for hendes kunstneriske ydeevne - og som derefter påstår forestillingens seksuelle billeder forstørret, kan ikke have læst originalteksten, selv om den er umiddelbart tilgængelig. I anledning af et sådant projekt bør den naturligvis læses på forhånd, og i så fald ville hun have opdaget, at vægten på seksualitetens tegn og symboler er væsentlig større i Ionescos tekst end i forestillingens realisation.

Den gode anmelder etablerer sig empatisk på niveau med teatersituationen, tekstens vision som teater, det øvrige publikum og skuespillerne.

Den dårlige vælger som Annette Rosendahl Clausen at sætte sig mentalt udenfor. Allerede i sit afsæt har hun etableret den distance, som indebærer forskellen på bedømmelse og dom, når hun låser sig fast på en skjult dagsorden.

I stedet for at rense sin oplevelsestavle, tage hver ny forestilling som en gave til uskylden, føle noget andet end det, hun har fået hvisket i øret af børneteaterbranchens hellige krigere, kommer hun ud med en domsafsigelse, som i tone, viden og primitivitet fortæller mere om dommeren end om forbryderen.

Det handler temmelig tit om, at en anmelder udstiller sine begrænsede færdigheder i kunsten at anmelde, fordi anmelderen har teaterpolitiske og ikke kunstneriske motiver.

Det er sjældent, det gøres så talentløst som her.

Niels Andersen

Teatret Vandrefalken

Forkortet af redaktionen

En anmelder, som er blokeret af præfabrikerede fordomme,

kan naturligvis ikke fornemme rytmer, gestus, tegn, tolkning, endsige

forholde sig til spillets direkte nærvær