Læreruddannelsen skal sælges

Profilering er kodeordet for at tiltrække de unge til netop ens egen uddannelse og institution

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle bruger tv-reklamer, andre radiospot, men de fleste annoncerer i avisen. Andre benytter biografreklamer, flere er med på messer, og alle har elektroniske hjemmesider og gammeldags informationsmateriale.

Med de faldende ungdomsårgange kræver det sin indsats at få de unge til at sende ansøgningen af sted til læreruddannelsen, og har et seminarium ikke adresse i enten København, Århus, Odense eller Aalborg, kræver det endnu mere.

Med en stigende konkurrence imellem uddannelsesinstitutionerne kommer et af tidens modeord på banen. Profilering. Man skal profilere sig over for de unge for at tiltrække dem til netop ens egen uddannelse og institution. Også i læreruddannelsen bliver der profileret, men Danmark er stadig langt fra en situation, hvor færdiguddannede lærere kan noget forskelligt, alt efter hvilket seminarium de har gået på. Det mener i hvert fald de rektorer, Folkeskolen har talt med.

Svarene er ellers mange, når spørgsmålet lyder, hvad seminarierne profilerer sig på. Hos Haslev Seminarium er svaret: 'Vi har to mærkesager; det internationale aspekt i uddannelsen og informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og så selvfølgelig den bedst tænkelige læreruddannelse'. På Nørre Nissum Seminarium siger man: 'En eksklusiv god undervisning, godt studiemiljø og samarbejde faggrupper imellem'. Hos Skårup Statsseminarium er kommentaren: 'Vi profilerer os meget på et utrolig aktivt studiemiljø og stort antal undervisningstimer'.

På Jelling Statsseminarium mener rektor, Ole Breinholdt, at der ikke sker nogen profilering overhovedet.

'Vi bestræber os på at lave en god, bred læreruddannelse og agter ikke at markedsføre os på noget bestemt område. Vi ønsker ikke at have en speciel faglig profil'.

På Odense Seminarium vil man ikke ligge under for bølger, der siger, at man skal profilere sig.

'Vi fortæller de unge, at vi har en god uddannelse, der lægger vægt på, hvad der er vigtigt i tiden: IKT, tosprogede, praktik og så videre. Men vi profilerer os ikke', siger rektor, Thorsten Enemærke.

Håbet er ikke helt ude

På Frederiksberg Seminarium, der i mange år har været topscorer på listen over antal ansøgere, mener rektor Thøger Johnsen, at en af de bedste profileringer er seminariets adresse.

Hos Århus Dag- og Aftenseminarium mener rektor, Per Frimer-Larsen, ikke, at de specielt profilerer læreruddannelsen.

'Men ellers sker der masser af profilering af stedet som institution i det hele taget. Vi har blandt andet ti udviklingscentre; center for begynderundervisning og læsning, center for mediepædagogik, center for skoleudvikling og så videre, og vi sørger for, at alle ved, at Århus er en god institution at være på, og forsøger at skabe en institution, der får rigtig mange ansøgere til lærerstillinger'.

På Ribe Statsseminarium har man tre satsningsområder: det praktisk/musiske, det naturvidenskabelige og IKT-området, alle tre ting hænger sammen med, at seminariet har fået nye faciliteter på de områder. Rektor Tyge Skovgaard Christensen pointerer også, at seminariet garanterer alle 18 liniefag, og han peger samtidig på problemet med at få studerende, når man er et lille landseminarium. Derfor sidder Ribe Statsseminarium også og overvejer, om de skal ud og reklamere i hele landet.

'I dag er vores markedsføring regional, den går kun lidt ud over Ribe Amt, men vi overvejer at flytte den til TV2's landsdækkende kanal. Endnu har vi god søgning, men det er små ungdomsårgange. Vi har en landsdækkende læreruddannelse og er derfor nødt til at gøre opmærksom på os selv og nødt til at gøre de studerende opmærksomme på, at de også er landsdækkende og altså må flytte efter en uddannelse', siger han.

Trods al reklamen er de fleste af rektorerne alligevel enige om, at den bedste reklame ikke kan købes, de bedste ambassadører for et uddannelsessted er nemlig tidligere studerende, som har været tilfredse med deres studietid.-Dorthe Nielsen er freelancejournalist