Naturvidenskab for anden gang

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Naturvidenskabsfestival 1998 blev en succes med over 2.000 arrangementer i hele landet og 100.000 besøgende i alle aldre. Og nu er starten gået til den næste Naturvidenskabsfestival, som dog først finder sted i september 2000. Festivalens mål er blandt andet at øge kendskabet og interessen for naturvidenskab og teknik, at placere naturvidenskab stærkere på den samfundsmæssige dagsorden, at inddrage et bredt spektrum af aktører lige fra undervisningssektoren til erhvervslivet samt at skabe netværk mellem de forskellige sektorer. Dansk Naturvidenskabsfestival har en hjemmeside, hvor man kan finde brevkassen 'Spørg Naturvidenskaben', som i det forløbne år har svaret på mere end 2.000 spørgsmål. Man kan også læse de seneste nyheder om festivalen, finde links til videnskabsfestivaler i udlandet og læse mere om baggrunden for Dansk Naturvidenskabsfestival. Hjemmesiden findes på www.dnf2000.dk.