Mens skolens musikhold fyldte festsalen med 'Godnat du klare stjerne', listede Margrethe Hockings og Åge Mejer ind på biblioteket og tændte for fjernsynet. Klokken havde lige passeret 21, og de ville høre, om overenskomsten var godkendt eller forkastet. De ville vide, om de skulle strejke eller arbejde.

Åge Mejer er tilidsrepræsentant på Knudsøskolen ved Ry, og han stemte ja. Denne gang. Skolens bibliotekar, Margrethe Hockings, stemte nej ligesom sidst. Alligevel reagerede de nogenlunde ens, da speakeren læste resultatet op. De var lettede. Åge Mejer smilede en anelse mere end kollegaen, men begejstring var der ikke tale om. Kun lettelse. Og lidt resignation. Som når man overværer noget uundgåeligt.

Ry Kommune var udtaget til en eventuel strejke, så selv om det havde været en lang dag med prøver, forårskoncert, festivitas, forældre og søskende, var alle lærerne spændte på at høre nyt fra Forligsinstitutionen. Det var det første, de spurgte om, da de i næsten samlet flok tumlede ind på lærerværelset efter koncerten.

Hvordan gik det? Hvad skete der? Sig det nu, lød kravet, mens Åge Mejer skrev resultatet på tavlen. 55 procent ja. 45 procent nej.

'Nå, ja, ja'.

'Dét var tæt!'

'Nå, sådan er det så!', lød meldingerne bagefter.

'Skal vi smile eller græde?', spurgte én.

'Lad os sætte os ned og tage en øl', blev der svaret.

Og sådan blev det.

Nej og ja og nej og nej

Ved den første afstemning stemte hovedparten af Knudsøskolens 16 lærere nej. I anden omgang var billedet mere broget. Der er stadig et par nej'er, men der er lige så mange ja'er, og så stemte en håndfuld af lærerne blankt.

Tillidsrepræsentant Åge Mejer er en af dem, der forlod nej'et til fordel for et ja. Et meget forsigtigt ja, præciserer han:

'Jeg er ikke begejstret for den nye aftale, men jeg tror på Lærerforeningens løfte om, at gennemsnitslærerens vilkår ikke forringes. Det løfte har været afgørende for mit kryds. Samtidig synes jeg, at det vil være tåbeligt at strejke på det her tidspunkt. Men jeg havde gerne set, at mere blev aftalt centralt'.

For Margrethe Hockings, der er skolebibliotekar, kan den nye aftale vise sig at være givtig. Alligevel stemte hun nej:

'Jeg synes, at man har fjernet noget af vores F-tid. Det gjorde man med den første aftale, og den nye aftale har ikke skaffet den tabte tid tilbage. Derfor stemte jeg nej igen. Tidspunktet for en strejke er tåbeligt, det ved jeg godt, men det kan vi jo ikke ændre, og vi bliver nødt til at tage stilling til aftalen'.

'Men', argumenterer Åge Mejer, som sidder overfor, 'hvis foreningen har ret i, at den gennemsnitlige forberedelsestid ikke forringes med den nye aftale, er det op til os lokalt at fordele timerne retfærdigt. Det kan ikke gå galt'.

'Jamen', indvender Margrethe Hockings, 'det kan ikke passe. Sådan kan det ikke hænge sammen. Kommunernes Landsforening har hele tiden sagt, at forberedelsesfaktoren skal reduceres. Det har været deres afgørende krav, og når de nu anbefaler aftalen, må man gå ud fra, at forberedelsestiden er blevet forringet. Jeg tror ikke på, at dit regnestykke går op'.

'Det kan den enkelte lærer først se, når han får sit nye skema. Skal han så undervise flere eller færre timer. Det bliver det afgørende. Men inden vi kommer så langt, skal der laves et kæmpearbejde for at få det hele til at falde på plads', siger Åge Mejer.

Margrethe Hockings nikker. Det er de enige om.

Hverdagen går videre

Der er også gode ting i aftalen, lyder det fra flere omkring bordet. Timerne til fælles forberedelse og udvikling, for eksempel. De peger fremad. Ligesom de pædagogiske visioner, der ledsager aftalen.

'Hvis visionerne', siger Åge Mejer, 'er det papir værd, de er skrevet på, må kommunerne være åbne i de lokale forhandlinger'.

Den tror Birgitte Mindegaard ikke på. Aftalen er, mener hun, så god, som den kunne blive, men der er grund til at frygte forhandlingerne med kommunerne:

'Allerede nu klager kommunerne over økonomiske problemer, så jeg vil tro, at de lokale forhandlinger bliver svære', siger hun.

Nogle nikker, men de færreste om bordet deltager i diskussionen. De er i gang med at fordele sangene til den revy, de skal opføre ved næste uges afslutningsarrangement.

'Men sådan er det jo, ja det er det jo', synger Jesper Pedersen.

Mikkel Hvid er freelancejournalist