Vi får nu et evalueringsinstitut, og jeg synes, det er en god idé med en sådan nydannelse. Jeg tror, det kan være et både nyttigt og relevant instrument i en samfundsplanlægning, der hele tiden skal tage hensyn til en mængde af komplicerede faktorer. Evaluering må inddrages for at bidrage til at styre denne udvikling.

Men - evaluering er jo ikke bare noget, man gennemfører, som var det en gennemlysning af patienten forud for den vigtige operation. Evaluering er ikke neutral eller objektiv - men en vurdering, der hviler på nogle præmisser og skal ses i forhold til en vision. Begrebet evaluering har det på samme måde som et andet af tidens begreber, 'kvalitet': det er tomme begreber - indtil de bliver defineret i forhold til en vision.

Derfor skal vi bede om visionen i samme åndedrag, som vi beder om evalueringen. Den ønskede evaluering skal jo måske netop belyse, hvor langt vi er fra at leve op til den vision, vi har i tankerne. Men evaluering skal ikke bruges til at smugle hurtige eller kontroversielle beslutninger igennem.

Tag nu for eksempel folkeskolen eller i det mindste et hjørne af den. Hvad skal evalueringen belyse - om ikke netop, om folkeskolen lever op til sit formål. Men det formål skal forstås og fortolkes, hvor ligger de væsentligste linjer og de vigtigste perspektiver? Er det, om alle børn får lært at læse på et så tidligt tidspunkt som muligt? Eller er det snarere, om børnene udvikler kompetence med hensyn til at kunne forholde sig kritisk, tage stilling, vurdere?

Okay, vil en og anden sige, det er selvfølgelig meget rigtigt. Men en evaluering kan jo ikke gå ind og på den måde dybdeborende belyse, hvad børn får ud af skolen i selve deres dannelsesproces. Eller kan de?

Sidste sommer (juni 1998) blev der under styring fra Finansministeriet udsendt en diger rapport, der hedder 'Kvalitet i uddannelsessystemet'. Farvestrålende søjlediagrammer og fornem disponering. Fint arbejde - men samtidig højst tvivlsomt. I forordet siges, at der jo her i denne rapport alene kan inddrages de kvantitative aspekter ved kvaliteten, men at man udmærket er sig bevidst, at der er mange vigtige kvalitative, bløde aspekter. De kunne blot ikke blive inddraget. Hvad de heller ikke blev. Men det forhindrede ikke konklusioner - eller efterfølgende vigtige politiske udmeldinger og forslag. Selvfølgelig ikke. Her var jo et grundlag, som kunne legitimere den beslutning, der 'trængte sig på'.

Læren for mig er, at enhver evaluering skal have sit fundament i orden. Visionen må ikke tabes af syne eller slippes, efter at der i forordet er betalt den nødvendige lipservice. Derfor vil jeg hilse en evaluering af alt fra 1. klasse til universitet velkommen, men fastholde, at det, der skal evalueres, er en tilstand i forhold til en vision. Og denne vision skal altid gøres til genstand for en refleksion.

Men kan man vurdere børns dannelsesproces? Ja, selvfølgelig kan man det. Måske ikke med enkle parametre, men der kan uden tvivl opstilles vigtige indikatorer, der fortæller noget om børns udvikling af social kompetence. Eller om børns trivsel i skolen, eller om forekomst af mobning i skolen. Eller børns selvværd - eller måske andre sider ved børns skoleliv, som vi er enige om at opfatte som centrale for dannelsesprocessen. Vi skal ikke give op, men fastholde dannelsesaspektet som det overordnede perspektiv, når vi taler evaluering af skolen.

Per Schultz Jørgensen er professor og formand for Børnerådet