Debat

Projektets anatomi

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er indblik i folkeskolens fagtomme, tværfaglige projektmageris anatomi, lederen af Zoologisk Museums skoletjeneste, Leif Schack-Nielsen, giver i sin artikel i Folkeskolen nummer 20. For han sidder et sted, hvor alt det pædagogisk-politiske ordgas, der indtil nu har udtåget befolkningens udsyn til den udelte folkeskoles ensgørende, åndsnivellerende hensigt, ikke formår at øve sin slørende virkning. De ædle egenskaber som samarbejde, selvstændighed, kreativitet, hittepåsomhed, der for tiden misbruges som samvittighedsdøvende kompensation for folkeskolens fag- og færdighedsformidlende fiasko, viser sig at gå så mangen sti vild, når de ikke tøjles af en gedigen baggrund af indlært paratviden. Skoletjenesten opsummerer sit møde med folkeskolen med en konstatering af, at 'opfindsomheden er stor, men resultatet er magert'. Men kan det være anderledes, når elever, der ikke gennem årelangt, ofte surt slid er bibragt en nyttig respekt for oplagret paratviden, som skolen og samfundet efterfølgende helhjertet tør sætte så megen pris på, at man finder det naturligt at måle graden af indlæringen, er vænnet til at værdsætte og lade sig nøje med den fagtomme, overfladiske baggrund for deres tværfaglige udfoldelser. Er det ikke det undervisningsministerielt støttede musiske udvalgs tåbelige ide om skolen som 'bølgen uden begyndelse og ende', der i sin fagnedbrydende og uddannelsesødelæggende bestræbelse overlader børnene til deres kreativt-tilfældige søgen efter irrelevante oplysninger langt ude i urimelighedernes overdrev. For i en lighedsideologisk udelt folkeskole er al faglig paratviden jo ligegyldig, fordi alt er lige gyldigt.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslav

Powered by Labrador CMS