Uskolet

Forbud mod 
energidrikke 
afstedkommer 
overgearet reaktion

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoler blandt andet på Samsø, i Kolding og Kerteminde har for nylig indført forbud mod at indtage energidrikke som Cult, Burn og Red Bull i skoletiden. Det er sket, fordi de koffeinholdige læskedrikke gør børnene hyperaktive og uoplagte og kan give uro, angst, tarmforstyrrelser og hovedpine.

Men ikke alle er enige i, at de skal forbydes. Lad os tage en dreng på 13 år, der går i 7. klasse. Han kan for eksempel hedde Emil. Han siger: »Hvorfor-skal-det-være-ulovligt-lærerne-lugter-sgu-da-selv-af-kaffe-hele-tiden-de-skal-ikke-bestemme-hvad-jeg-hov-jeg-skal-lige-tage-den-her-det-er-Emil-jeg-ringer-lige-tilbage-hvad-snakkede-vi-om-er-der-ikke-snart-frikvarter-hvad-dag-er-det-i-dag-jeg-går-ned-på-biblioteket-hvor-er-min-taske-to-sekunder-jeg-skal-lige-jeg-sagde-jeg-ville-ringe-tilbage-hvorfor-står-du-der-er-der-nogen-der-vil-med-over-til-købmanden-jeg-bliver-nødt-til-at-løbe-årh-sejt-så-du-lige-den-nu-begynder-det-at-regne-vil-du-have-en-tår-det-smager-skidegodt-hvem-er-du?«

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med 
tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder 
i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.