Den professionelle opdragergerning, det vil sige det arbejde, som især udøves af pædagoger og lærere, er samfundets vigtigste. Der er ikke noget arbejde, hvor børns og unges værdier, holdninger og normer på godt og ondt bliver påvirket over så lang tid som i løbet af den årrække, hvor pædagoger og lærere har kontakt med dem. Det vides blandt andet fra et par store og meget omfattende engelske skoleundersøgelser, at det sæt af dominerende værdier, holdninger og normer, der udvikles på en skole, har afgørende betydning for, om skolen fremmer eller forsinker elevernes udvikling. Desværre afspejles denne betydning af de professionelle opdragere ikke i samfundets værdsætning af og respekt for dem. Den afspejles ikke i lønnen, som selvfølgelig burde ligge på et meget højere niveau, når man betænker opgavens vigtighed. Den afspejles heller ikke i medarbejderplejen, som kunne være med til at råde bod på den krise, der især tales om i folkeskolen, en krise, som ikke skyldes skolen, men som mere eller mindre er 'opfundet' af andre. Medarbejderpleje kunne ellers betyde meget i den øjeblikkelige situation præget af forvirring og sammenhængsløshed, så medarbejdergruppen kunne få mod og lyst til at kæmpe for sagen og medvirke til at gå fra den samfundsskabte krise til opbygning.

Forvirringen og sammenhængsløsheden hos alle parter har rod i en lang række forhold og politiske beslutninger, der for nogles vedkommende går langt tilbage i tiden: I den borgerlige regerings tid nedlagde man hovedløst seminarier og studiepladser med det resultat, at der nu er tale om pædagog- og lærermangel. Man vedtog en styrelseslov, der gav til kende, at lærernes indflydelse og sagkundskab var uønsket i skolen.

Arbejdsgiverne bankede en arbejdstidsaftale på plads, hvis princip var kontrol med lærernes påståede dovenskab. Nu skal den så igen afskaffes, fordi lærerne angiveligt skal være mere smidige og fleksible at samarbejde med. Dertil kommer en ny skolelov, hvis fremsynede hovedprincipper af gode grunde endnu ikke er gennemført. For slet ikke at tale om nedskæringer i skolebudgetterne, der gør det vanskeligt/umuligt at forny skoler og at forsyne dem med den nødvendige fornyelse af tidssvarende materialer.

Hvad fører manglende respekt, dårlig løn, kontrol, mistænksomhed og økonomiske nedskæringer med sig i kølvandet? En oplevelse af at der ikke er noget, der hænger sammen, af sammenhængsløshed. Alle mennesker har behov for at have en oplevelse af at have indflydelse og ikke at opleve, at andre har fastlagt alle vilkår. Alle mennesker har også brug for at kunne opleve sammenhæng i tilværelsen, at kunne se en sammenhæng mellem det, de foretager sig, og det, der kommer ud af det. Når helheden opløses i ikke-sammenhængende dele, bliver denne oplevelse stærkere. Det er, hvad der er sket for de professionelle opdragere. De har brug for en oplevelse af at have indflydelse i modsætning til at opleve, at andre har fastlagt vilkårene. Det er også nødvendigt for at skabe sammenhæng i opdragergerningen, at mennesket sættes i centrum - og ikke økonomi, som for mange politikere er den centrale værdimåler. Denne fokusændring kan medvirke til, at der skabes bedre vilkår for at prioritere menneskesyn og værdier de steder, hvor børn opdrages. Derved skabes sammenhæng i daginstitutionens og skolens arbejde og i den enkeltes tilværelse, og den oplevede sammenhæng skaber klarhed og koordineret handleberedskab. Eller sagt med et citat fra K.E. Løgstrup: 'Jo større sammenhæng der er i vor tilværelse, desto mere meningsfuld og menneskelig bliver den'.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker