Da professor Jørn Lund virkelig går ind for folkeskolen som den personlighedsformende institution i stedet for som den fagundervisende skole, er det klart, at han må fordømme enhver kritik af skolen som den skinbarlige, ondsindede og tankeløse nedrakning af noget værdifuldt. For Jørn Lund er idealet - ifølge interviewet i Folkeskolen nummer 12 - den udelte skole, som netop ikke tilgodeser den faglige uddannelse (se blandt andet Pisa), men hvor »man smukt følges ad, og hvor lærerne er optaget af såvel svage som stærke elever« (dog uden at kunne undervise dem samlet på mest effektiv måde), og som »har kvaliteter, der ikke kan overvurderes«. Dog er der her tale om en overbevisning, som Jørn Lund har, og ikke om en viden, han besidder, om den udelte skole. Og børnene følges selvfølgelig lige så smukt ad i en skole, hvor svage og stærke undervises adskilt, som i en skole, hvor de bliver undervist samlet på et niveau, der umuligt kan være tilpasset både de svage og de stærke. »Der er ting, der ikke er lette at måle (de bløde udviklingskompetencer), men som er lige så vigtige som de målbare (den faglige indlæring)«, siger Jørn Lund. Rigtigt nok. Men for en skole bør den faglige indlæring - det vil sige de målbare ting - selvfølgelig komme i første række. Derfor skal der måles og evalueres i skolen. »Selv om alle taler om mere faglighed og højere kvalitet, kan resultatet blive det stik modsatte«, siger Jørn Lund. Den påstand er forkert. I forhold til hvad skolen præsterede, før et politisk/ideologisk flertal fjernede den, kan skolens faglige resultater (forhåbentlig, men man ved selvfølgelig aldrig) ikke blive ringere, end de er i dag. Jørn Lunds skrækscenarium, hvor omverdenens demokratisk berettigede interesse for skolen udvirker en mistillids- og kontrolkultur, er ikke andet end skrækken for, at det nuværende indforståede, lukkede, lidt lumre andegårdsscenarium, som er så velegnet til at binde omverdenen den and på ærmet, at skolen såvist er verdens bedste, bliver udsat for nødvendig kritik.