Jørgen Nielsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter lang tids sygdom tabte Jørgen Nielsen kampen mod kræften. Vores sorg var stor, da vi fik beskeden om, at Jørgen var død.

Jørgen var lærer på Skt. Klemensskolen siden 1977.

Utallige elever har igennem årene nydt godt af hans engagerede undervisning. Jørgen brændte for sine fag - historie og geografi. Og vellidt var han af eleverne - han så deres styrkeområder og hjalp dem videre.

Hvis vi spurgte til historie, fik vi udførlige svar og talrige anekdoter. Hans viden var enorm og nærmest leksikal. I spøgefulde stunder kaldte vi ham »Oraklet«. Kan du ikke selv finde et ordentligt svar, så spørg Jørgen! Som regel svarede han udførligt første gang, men vendte ofte tilbage og uddybede sit svar, fordi han så lige havde undersøgt sagen lidt mere.

På samme vis var han meget hjælpsom og sagde altid »Ja«, hvis vi kom og bad ham om hjælp i forhold til undervisning af elever med indlæringsvanskeligheder. Hans store specialpædagogiske viden blev kompetent og generøst delt med os andre.

Vi har mistet en god kollega og et dejligt menneske.

Vores tanker går til hans kone Merete og deres to døtre i en svær tid.

Powered by Labrador CMS