Vel har vi nogle gode ferier - endnu da. Men der er efterhånden solgt godt ud af arvesølvet. Som i et vist omfang er ombyttet med mere uædelt metal. Tag den ny b-tid. Hvad b'et står for, er for ydmygende at sige! Men fænomenet skulle være en begunstigelse, selvom onde tunger påstår, at vi risikerer at skulle betro ledelsen, hvordan vi forvalter 'talenterne'! Og så får skolelederen også tid - altså også min tid - til at 'lede' og 'vejlede' mig med hensyn til den rette pædagogiske påklædning. Og selvom nyskabelsen i visse kredse betragtes som et personalegode, må jeg pænt takke nej! Jeg har nyttigere ting at foretage mig!

Ellers forekommer det mig, at livet er blevet for kort til at være folkeskolelærer! For hvis vi afkoder 'den sorte boks' for de sidste årtiers 'pædagogiske væren', er bekymringen for folkeskolens udvikling blevet et stedse mere betydningsfuldt emne - grænsende til vækkelse. Til stadig akkompagnement af alle de overpædagogiske onkler og tanter, der er så eksalterede, fordi de ikke kan leve op til folkeskolelovens høje ambitionsniveau. Som om verden kan frelses med overspændte og virkelighedsfjerne pædagogiske tiltag.

Og blot de pædagogiske øvelser er udklækket i team eller på møder, er det fint. Hvordan tingene foregår i klasseværelset, tales der helst ikke om. I hvert fald ikke uden en passende pædagogisk emballage. Pædagogisk dobbelttænkning er blevet en højt udviklet folkeskolelærerdisciplin!

Hvor er oprøret blevet af? Det endelige opgør med den vamle cocktail af ideologi og pædagogik. For endelig ikke at glemme denne almueunderdanighed for det grotesk latterlige pædagogiske nysprog og dets udøvere.

Og DLF - en af kongerigets dyreste fagforeninger? Jo, den har såmænd udviklet sig til en hattedamekaffeklub, hvor der faktisk kun mangler tilbagevendende basarer, hvis overskud går til nødlidende kolleger uden den rette pædagogiske tro!

Men selvfølgelig er ingen organisation stærkere end medlemmerne, så måske passer pengene alligevel.

Niels Christian Christensen

Hjørring