Mange kolleger har sikkert gjort sig overvejelser over deres forberedelsestid og anvendelse af denne. Det er ganske let. Kig på uret, og du vil hurtigt konstatere, at tiden er så rigeligt forbrugt. Til individuel forberedelse altså.

Fællesforberedelsen er nødvendig, den er velkommen, berigende og et inspirerende moment i en nutidig skole. Vi kan ikke og skal heller ikke forsøge at skrue tiden tilbage til den skole, der ikke kan modsvare nutidens behov. Også på den skole, hvor jeg arbejder, har vi god, hyggelig og givende fælles tid. Men det er her, der skal gives mere tid til den enkelte lærer. Den kan ikke tages fra egenforberedelsen. Den tid er i forvejen brugt op.

Det er umuligt at forberede sin undervisning på mindre end to timer per dag i gennemsnit. Foruden den enkelte lektion skal læreren tage udgangspunkt i den enkelte elev, holde sig ajour med materialer, fagets udvikling, klippe, klistre, fremstille materialer, kopiere, vurdere, efterbehandle, være kreativ og idérig. Og hvis man ydermere skal have mindre forberedelsestid per lektion, jo mere man underviser, ja så er smertetærsklen overskredet med adskillige skridt.

Kald det en mere fleksibel arbejdstid én gang til. Lærerne skal forberede sig mindre. Forhandlerne skylder os at fortælle, hvad det er, vi ikke længere skal forberede. Men ikke én har nævnt det. Tal rent ud, det er ikke værdigt, at vi skal lade os nøje med smukke omskrivninger af fakta.

Og lønnen. Jeg vil spare debatsiden for flere ord. Der er intet at takke for på lønsiden. I virkeligheden tror jeg, at tegneren Jens Julius i Folkeskolen nummer 11 helt klart har udtrykt, hvad realiteten bliver for en ganske stor del af lærerne, nemlig kvinderne. I samme nummer af bladet læser vi om ligelønskamp i første del af vort århundrede. I mit momentane sortsyn hører jeg røster fra graven: 'Lad os starte en lærerindeforening'. Stem nej.

Lise Laursen

Bryrup Skole

Svar

Jeg synes, at du i starten af dit læserbrev på udmærket vis illustrerer nogle af de problemer i den nuværende aftale, som jeg mener, vi med den nye aftale har fået løst. Jeg er helt enig i, at lærersamarbejdet og den fælles forberedelse er et berigende og inspirerende element i lærerarbejdet og er med til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Denne aftale understøtter i langt højere grad mulighederne for dette samarbejde. Problemet med lærersamarbejdet har hidtil været, at jo mere tid man brugte på det, jo mindre tid var der til rådighed til den individuelle forberedelse. Det har vi løst med denne aftale, fordi man altid er sikret mindst 400 timer til sin individuelle forberedelse og derudover tiden til fælles forberedelse. Og de 400 timer fordelt på 200 skoledage til individuel forberedelse svarer jo meget godt til den tid, du siger er nødvendig.

Hvad lønsiden angår er jeg ikke enig med dig. Jeg synes, der er opnået flotte lønstigninger til vore unge kolleger og pæne lønfremgange til os lidt ældre.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF