Luften svirrer i disse dage med regneeksempler om overenskomstens mulige konsekvenser på arbejdstidsområdet. Når man bevidst overser de positive elementer i aftalen, så ender det naturligvis skidt. Omvendt, hvis man udelukkende vælger dem. Begge beregninger kan vise sig at holde stik i enkeltkommuner. Det går skidt, der hvor kredsene ikke kan tilforhandle deres medlemmer den nødvendige rest, for at aftalen også i disse kommuner bliver god. Og det går godt andre steder. Sådan er det også med den nuværende aftale. Ingen arbejdstidsaftale for nogen faggruppe vil nemlig være i stand til at styre den enkelte kommunes serviceniveau.

Når vi i hovedstyrelsen lagde os fast på de 400 timers betroet tid, så skete det på baggrund af en F-tids-undersøgelse blandt et repræsentativt antal medlemmer. Undersøgelsen viste, at F-tiden mange steder blev udhulet af blandt andet teamarbejde og skoleudviklingsprojekter. Hovedstyrelsen besluttede at søge at udskille disse opgaver fra F-tiden. Undersøgelsen viste også, at det ømme punkt lå omkring de 400 timer, hvis F-tiden skulle bevares. For lærere under 25 ugentlige lektioner vil de 400 timer gennemsnitligt være en forbedring.

Jeg erkender, at lærere med disse 25 lektioner eller mere, der ikke er klasselærere, ikke er specielt aktive i teamarbejde og ikke deltager i udviklingsprojekter, kan have svært ved at nå den forberedelsestid, som de har nu. Det er et skidt signal. Havde vi kunnet bestemme selv, så var det problem da heller ikke opstået.

De florerende regneeksempler er helt og holdent afhængige af, hvilke præmisser man lægger ind i dem. Og ændringerne i aftalekomplekset er så gennemgribende, at disse regneeksempler er helt umulige at lave. De kan laves, således at de tilfredsstiller ethvert ønskeligt facit. Der er således indbyggede og alt for store usikkerhedsmomenter i disse regnestykker. De kan med andre ord ikke bruges til ret meget.

Hvad vinder vi så ved et nej? I Forligsen vil vi ikke få tilført flere midler - det ved enhver, for så ville alle overenskomstforhandlinger naturligvis ende dér. Men nok få rodet rundt i gryden og måske omfordelt. Det vil man måske også stemme nej til. Hvorefter forligsskitsen så ville blive ophøjet til lov, mens løndelen enten er reduceret eller i værste fald tabt, fordi vi har måtte forlade KTO-samarbejdet (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte). Hvad har vi så 'vundet'? Samme arbejdstidsaftale (næsten) og forringet løndel? Er det risikoen værd - blot for at kunne stå med rene hænder og sige, at det her har vi ikke accepteret, men fået trukket ned over hovedet?

Man skal ikke til alle tider tage det bedst opnåelige, hvis det bedst opnåelige er skidt. Dette forlig har bestemt knaster, men generelt indeholder det så mange plusser, at jeg fortsat vil anbefale medlemmerne at stemme ja.

Bemærk også, at vi i hovedstyrelsen var ved at sende os i konflikt, da vi vendte tommelfingeren nedad i forhandlingernes næstsidste fase. Dér brugte vi strejketruslen meget konstruktivt. Det vil et nej nu ikke gøre.

Henrik Billehøj

medlem af DLF's hovedstyrelse