Skal lærerne bevare og udvikle kvaliteten i undervisningen og leve op til de stadig stigende krav, er det ikke nok at få indflydelse på den kommunale målsætning. Som Danmarks Lærerforenings kongres har vedtaget, er forudsætningen for ændringer i arbejdstidsaftalen, at den samlede tid til forberedelse og efterbehandling ikke reduceres.

Den 'nye arbejdstidsaftale' sikrer ikke lærerne den fornødne tid til forberedelse og efterbehandling, lærerne er end ikke sikret den tid, de har i den nuværende aftale.

Tiden til fælles forberedelse og samarbejde skal nu forhandles ude i de enkelte kommuner, godt nok er der centralt aftalt en ressource svarende til 125 timer per fuldtidsstilling til udvikling og samarbejde, men den enkelte lærer er kun sikret 50 timer af denne pulje.

Jeg medgiver, at læreren kun skal deltage i fælles forberedelse og skoleudvikling i det omfang, tiden tildeles. Men hvad hvis den ikke bliver det? Så har læreren 400 timer årligt til forberedelse, og der bliver god plads til at tillægge lærerne flere undervisningstimer.

Jeg frygter, at kommunerne pålægger skolelederne at definere flest mulige opgaver, så de falder ind under anvendelsen 125-timers-puljen. Derefter kan den resterende tid anvendes til undervisning. Hver gang der er sparet 30 timer, kan læreren tillægges en undervisningslektion. Forberedelsen er der afregnet for i de 400 timer betroet tid.

Regneeksempler bruges som dokumentation for, om aftalen er god eller dårlig. Her kan man, alt efter trosretning, komme til forskellige resultater, da resultatet jo afhænger af forudsætningerne. Når Anni Herfort på formandsmødet kan fremlægge en udregning, der viser, at aftalen sikrer, at den enkelte lærer ikke skal undervise mere end i dag, har hun forudsat, at læreren minimum er tillagt 125 timer til udvikling og samarbejde, samt at 29 procent af undervisningstiden skal anvendes til pauser. Det holder ikke. Med den nye aftale kan skoletiden regnes fra undervisningens start og ikke ti minutter før som i den gamle aftale, alene her kan hentes en ugentlig lektion. Pauserne skal aftales lokalt.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om tro, hvad der kan forhandles hjem lokalt. Selv om vi vil anstrenge os til det yderste for succes, tror jeg ikke, det lykkes. Kommunerne skal i de kommende år finde plads til 100.000 børn i den danske folkeskole, de har ansvaret for omsorgen for stadig flere ældre, og endelig er det samtidig med offentliggørelsen af aftaleresultatet blevet kundgjort, at kommunerne har en milliardgæld.

Lad mig lige erindre om, at Kommunernes Landsforenings udspil til overenskomstforhandlingerne var, at lærerne skulle undervise mere, og forberedelsestiden skulle reduceres.

Så se dog virkeligheden i øjnene. Kommunerne vil have flere undervisningstimer og mindre forberedelse, og det kan de få, hvis den nye arbejdstidsaftale bliver til virkelighed.

Jeg føler ansvarlighed over for kvaliteten i folkeskolen og i lærerarbejdet, derfor stemmer jeg nej.

Jo flere undervisningstimer, des mindre forberedelse til den enkelte lektion. Kvaliteten dumper.

Bente Andersen

kongresdelegeret, kreds 43A

Svar

Jeg vil henvise dig til at læse mit svar til Jørn Olesen. Som du kan se her, afhænger regneeksemplerne ikke alene af tro på, hvad resultatet har af muligheder, men også af, at der foretages fejl i de regnestykker, der stilles op. I øvrigt er det ikke op til skolelederen at definere, hvad der henhører under 125-timers puljen, det er defineret i aftalen.

Jeg kan i øvrigt godt love dig, at jeg har set virkeligheden i øjnene. Blandt andet den virkelighed, at årsagen til, at hovedstyrelsen i enighed foretog den ændring af forhandlingsstrategien, som førte frem til det foreliggende resultat, var, at vi kunne forudse et resultat, som var helt uacceptabelt, og som vi kun kunne påvirke ved at tage udgangspunkt i de pædagogiske enigheder med arbejdsgiverne. Det førte så frem til den foreliggende arbejdstidsaftale, som jeg betegner som fagligt forsvarlig, samtidig med at den på en fornem måde underbygger det kvalitetsarbejde, der udføres i folkeskolen, og som - til alle tider - har været vores stærkeste argument for at fastholde ressourcerne i folkeskolen, også i forhold til lokale aftaler.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF