'Vi har bestemt ikke noget imod, at hovedstyrelsen opdager, når virkeligheden ændrer sig'.

Denne tørre konstatering faldt på foreningens overenskomstkongres i efteråret.

Det vil være klogt, hvis vi alle, når forliget skal vurderes, tager det som udgangspunkt. På trods af vores DLF-præferencer er tiden blevet sådan, at kun nogle af udfordringerne kan klares centralt, mens meget nu skal tackles lokalt. På godt og ondt, men ikke kun på ondt, for udvikling og prioritering kræver dialog på flere niveauer.

Samfundet og dermed folkeskolen er for længst holdt op med at være, hvad det har været. Det lykkedes som bekendt ikke for os, der foretrak at beholde staten som overarbejdsgiver, at vinde i 1993. Folkeskolen er blevet kommunaliseret, og kommuner indgår nu engang ikke overenskomster, uden at de også sikrer sig noget råderum til deres selvstyre.

Derfor er folkeskoleloven da også ændret, så både kommunerne og de enkelte skoler har deres del af ansvaret for prioriteringen og præciseringen af opgaverne.

Og selve kernen i vores arbejde, undervisningen, er da heller ikke (kun), hvad det engang har været - og ændrer sig her på tærsklen af videnssamfundet med stigende fart. Derfor gør det altså heller ikke noget, at vores forhandlere også har opdaget det. For nu at fortsætte i den lidt tørre indledningstone.

Det er derfor ikke bare fremsynet, men også helt nødvendigt, at forslaget til arbejdstidsaftale med dens mere åbne definition på undervisning tager højde for det, så ikke kun lektioner tæller med som undervisning.

Lærerarbejde er selvfølgelig derfor heller ikke, hvad det har været. I højere og højere grad skal vi klare opgaverne i fællesskab. Der er derfor logik i, at dele af vores arbejdsvilkår skal drøftes og aftales lokalt. Og logik i, at det netop er de samarbejds- og udviklingsorienterede dele.

I forhold til de store ændringer og de nye udfordringer er det altså alt for snævert her i 1999 bare at tegne skrækscenarier og rette al opmærksomhed på risikoen for, at den enkelte kan blive udsat for urimelige lektionsbelastninger af sin arbejdsgiver. Har vi da slet ingen tiltro til vores kreativitet og kræfter mere? Har vi slet ingen fantasi til at forestille os, at fælles lokal råderet over de fælles udviklingstimer kan bruges solidarisk og begavet - til fælles bedste? Og er vores stigende erkendelse af, at værdi- og dialogbaseret ledelse er vejen frem, kun læbebekendelser?

Hvis vi slet ikke tør se op og kigge fremad efter nye fodfæster, risikerer vi, at vi overhovedet ikke får indflydelse i tide på fremtidens absolut vigtigste dagsorden: vores kompetenceudvikling. Det kræver muligheder og rettigheder for alle til på skift at deltage i udviklingsarbejder og videreuddannelse. Med det deraf medfølgende individuelle og fælles ansvar. Og det ansvar ligger altså i vore dage både centralt og lokalt.

Det er faktisk lige præcis sådanne vigtige dele af ledelsesretten, fagbevægelsen har arbejdet i mere end 100 år for at få del i.

Jørgen Stampe

medlem af DLF's hovedstyrelse