Anmeldelse

På vej til musik 1 / På vej til musik 2

På vej til musik 1 / På vej til musik 2

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"På vej til musik" præsenteres som en anderledes idé- og inspirationsbog til musikundervisningen henholdsvis i indskolingen og på 3. og 4. årgang. Dét, der først og fremmest adskiller denne bog fra andre, er, at den på en og samme tid (og inden for samme afsnit) henvender sig til både vikaren i musiktimen, linjefagsuddannede og ikke-musikuddannede, der af den ene eller anden grund er havnet som undervisere i faget.

Fakta:

Titel: På vej til musik 1 / På vej til musik 2

Forfatter: Linda Vilhelmsen, Søren Graff

Type: Bog med cd + dvd

Forlag: Dansk Sang

I indledningskapitlet redegøres kort og præcist for bogens metode og opbygning, ligesom forskellige væsentlige didaktiske og musikpædagogiske begreber som musikalitet og erhvervelse af musikalske kompetencer kort beskrives.

Med udgangspunkt i fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder fremlægges herefter over de næste godt 100 sider mange spændende, sjove og inspirerende øvelser og aktiviteter med hovedvægten lagt på musikudøvelse som sammenspilsaktiviteter og sangaktiviteter. Et teoretisk afsnit om stemmebrug, associativ stemmetræning og falsk-syngeri er rigtig godt.

Undervejs i bogen præsenteres vi for en mængde pædagogiske fif og "værd at vide"-afsnit, så der for alle vil være godt og vedkommende stof at hente.

Et veldisponeret afsnit om evaluering af timerne og kapitlet "Her-og-nu-sider", der indeholder rytmeark og mange forskellige plancher og ark til individuelt arbejde med musikforståelsen, afslutter bogen.

Alle sange, rim og remser er komponeret af Linda Vilhelmsen, og alt materialet findes på vedlagte cd, ligesom Linda Vilhelmsen og en gruppe dygtige børn optræder med sangene på dvd'en.