Uskolet

Guide til børn: Sådan taler du med din voksne om Rasmus Paludan

Ligger din voksne også derhjemme på køkkengulvet hulkende i foster-stilling på grund af den aktuelle politiske situation? Det er nu, at du som barn må træde i karakter som den, der har bedst kendskab til fænomenet Rasmus Paludan. Her er nogle råd:

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

➊ Husk, at voksne er følsomme væsener, der ofte kan gå længe for sig selv med deres tanker. Tag dig tid, og nik forstående, selv om det er tydeligt, at de ikke aner, hvad de snakker om.

➋ Vis dem et par eksempler på, hvad du og dine venner ellers griner ad på internettet. Det vil måske berolige dem at finde ud af, at selv om ham »Frihedens soldat, danernes lys« er virkelig langt ude, så kan man stadig finde ting, der er … altså virkelig, virkelig, virkelig langt ude.

➌ Prøv at undgå at komme ind på, hvor du egentlig ved dét fra.

➍ Voksne kan vanskeligt overskue at skulle forholde sig til for meget skyld og skam på én gang. Del tingene op. Tag for ekempel Stram Kurs den ene dag, men vent så til senere med at snakke om, at deres generation også har ansvar for blandt andet Donald Trump, Danske Bank og spilnu.dk-reklamerne.

➎ Vær opmærksom på, at voksne sjældent er særligt rationelle. Når for eksempel ham dér er ude på at gøre dem dér sure, så tramper han på deres yndlingsbog og så - bliver de sure. Det kan virke primitivt, men det bliver kun værre, når medierne kommer.

➏ Indgå en klar aftale om, hvor meget dine voksne får lov til at se af dækningen på valgaftenen. De risikerer at blive udsat for scener, som kan give dem traumer i årevis fremover.

➐ Forsøg at muntre dem op ved at opregne de langt vægtigere grunde, der er til at gå i panik over klimakatastrofen.

➑ Skulle situationen komme ud af kontrol, og dine voksne henter guitaren og bryder ud i »Vi voksne kan også være bange«, er du nødt til at bede dem tage sig fucking sammen.

➒ Hvis du har sådan en voksen, der er meget aktiv i kommentarfelter og har tendens til at kalde alle til venstre for Pernille Vermund for »ræverøde landsforrædere«, så tag for en sikkerheds skyld vedkommende med over på skolen til en historietime, så det kan blive genopfrisket, hvad der skete sidst, der var en fyr, der opfordrede til at udrense en hel befolkningsgruppe på grund af religion og etnisk herkomst.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.

Powered by Labrador CMS