Professor i specialpædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, var uden sammenligning den mest citerede pædagogiske ekspert i massemedierne i 2002.

Han er altid god for en kritisk bemærkning om den angivelige elendighed i de danske folkeskoler.

Men hvad ligger der egentlig bag de mange hurtige udtalelser? Har de baggrund i et samlet skolesyn? Folkeskolen stiller båndoptageren på konferencebordet i professorens kontor og spørger: Hvad er din skolevision egentlig?

'Det er nok for meget sagt, at jeg har en skolevision. Men jeg har nogle ideer om, hvordan en skole bør se ud. De er ikke nye, og de er heller ikke kreeret, fordi vi pludselig har fået en borgerlig regering, hvad nogen kan tro', svarer Niels Egelund.

'Faktisk har jeg talt for de samme ideer siden 1981, da jeg var med i et projekt, hvor formålet var at prøve at udarbejde en mere spændende skolestruktur for de små skoler'.

Gamle ideer på nye flasker

Ideerne stammer oprindelig fra amerikansk uddannelsesforskning fra 1950'erne og 60'erne, især Thrumph og John Goodlad, der var fortalere for, at eleverne - inddelt i mindre grupper - skulle sidde sammen i et stort lokalelandskab.

Åben plan blev denne skoleform kaldt. Den blev afprøvet forskellige steder i Danmark i årene omkring 1970, men det var ikke den store succes, så skillevæggene kom op igen.

Niels Egelund tror imidlertid stadig på idéen. Mere end nogen sinde, faktisk. Han mener sågar, at en fleksibel skole med hold- og faseopdeling er enhedsskolens eneste redning. Ellers vil den delte skole vende tilbage, når der skal udarbejdes ny folkeskolelov om formentlig fem-ti år. Han anbefaler storgrupper på 60-70 elever med et fast lærerteam på fem-syv lærere.

Eleverne skal så undervises i grupper. Grupperne skal ikke være permanente, men fleksible, og eleverne skal stadig være tilknyttet en basisklasse, hvor de er en del af skoletiden.

Niels Egelunds begrundelse for en sådan organisering af undervisningen er, at 'klassen i mange sammenhænge er for stor til, at det kan lade sig gøre at nå den enkelte elev'.

'Problemet er, at klassen skal være meget, meget mindre, formentlig ned under otte, for at man kan nå den enkelte elev på den tilstrækkelige måde', uddyber han.

Han mener, at 'det burde være en lærerret - ligesom man har borgerlige rettigheder - at læreren i en del af undervisningstiden fik lov til at sidde med tre-fire-fem-seks-syv måske otte elever, ligesom det i dag sker i specialundervisningen'.

'Men hvis det skulle gennemføres, ville det blive vanvittigt dyrt, og desuden ville det blive hamrende kedeligt at gå i en klasse på otte elever. Der er ingen tvivl om, at den klassestørrelse, vi kender i dag, på mange måder er optimal, når vi taler om klassens sociale funktion. 22 til maksimalt 28 elever er nok, som det skal være'.

'Men for at få muligheden for, at den enkelte lærer kan sidde med nogle færre elever, så er ideen, at man i andre dele af undervisningstiden sidder med nogle flere elever, således at det antal elever, som en lærer skal koncentrere sig om på én gang, varierer et sted mellem en tre-fire-fem stykker og så måske helt op til 60 eller 70'.

Men hvilke dele af undervisningen skal der så være 60 elever i?

'Det er svært at komme med nogle konkrete eksempler. Det kan man faktisk ikke'.

'Men i en række sammenhænge kunne man godt organisere undervisningen, således at eleverne for eksempel arbejdede i grupper, mens de sad mange sammen. Lærerne skulle så gå rundt og interessere sig for de mindre elevgrupper'.

'Man skal nok ikke forestille sig, at der sidder én lærer med 60-70 elever i et rum og så en anden lærer i et andet rum med tre-fire-fem elever'.

Tilbage til åben plan-skolen

Man skal derimod forestille sig de gamle åben plan-skoler fra slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne, siger Niels Egelund.

Ganske vist lykkedes de ikke dengang, men nu bliver idéen taget op igen rundt omkring i nye varianter, for eksempel den nybyggede Hellerup Skole, hvor tre klasser er samlet i et stort lokale. Hver klasse har et såkaldt hjemmeområde, og de deles så om fællesområderne. Det er en sådan model, Niels Egelund taler for.

'Til de 60-70 elever, der er i sådan en sammenhæng, har vi så fem-seks måske syv lærere, alt efter hvor mange resurser man nu har. Og i den lærergruppe, der er tilknyttet de børn dér, indgår så også specialundervisningslærere som en integreret del af det'.

'Så visionen er altså ikke, at vi skal sidde med klassestørrelser på 60 elever. Det ville aldrig gå. Men at vi har en fleksibel struktur, hvor vi arbejder med holddannelser på kryds og på tværs'.

En sådan varieret struktur, hvor fem til syv læreres samlede undervisnings- og forberedelsestid er samlet omkring de samme 60-70 elever, er simpelt hen nødvendig, mener Niels Egelund, 'fordi vi kunne se i Pisa, at danske elever som helhed er karakteriseret ved, at vi har mange i den tunge ende, de berømte eller berygtede 18 procent, som ikke har lært at læse på et niveau, så de kan udnytte det i deres ungdomsuddannelser og deres erhvervsuddannelser'.

'Og så er der et hul deroppe, hvor de rigtig dygtige skulle være. Det ser altså ud til, at den måde, vi har struktureret os på i Danmark, gør, at vi har en for stor tung gruppe, samtidig med at vi mangler nogle oppe i den anden ende'.

'Så ideen med det her er altså at skabe bedre muligheder for alle elever, herunder også elever i yderkanten af spektret'.

Holddeling efter fagligt standpunkt

Holddeling efter fagligt standpunkt burde ligge lige for, mener Niels Egelund. Elever bliver nemlig allerede i dag undervist i mindre grupper. Det hedder så bare specialundervisning.

'Men vi er usikre på, hvor meget det egentlig hjælper, og i hvert fald er vi mange, der mener, at specialundervisningsstøtten bør gives inden for den almindelige klasses ramme'.

'Og dér ville det jo være oplagt i den model, jeg lige har nævnt, at vi netop har specialundervisningen i klassen, så det bliver en integreret del af den differentierede undervisning, der gives til alle, også gerne uden at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning behøver at blive involveret, bortset fra i de tungeste tilfælde'.

'Det kan vel i og for sig siges at være visionen som sådan', fastslår Niels Egelund og understreger endnu en gang, at der ikke er noget nyt i den, og at han ikke selv har opfundet den, men at den stammer fra Trumph og John Goodlad.

Når Niels Egelund nu med så stor energi relancerer de gamle idéer, skyldes det, at 'det er blevet tydeligere og tydeligere de senere år, at vi har behov for at tage de her tanker op igen'.

'For vi kan se, at en ganske almindelig standardlærer i en ganske almindelig standardklasse ikke har en levende chance for at magte de forskelle, der er i elevgruppen, som jo er himmelvid og ikke er blevet mindre gennem de senere år'.

Målrettet undervisning

Derfor er det hensigtsmæssigt, at eleverne i dele af undervisningstiden sidder sammen med elever på samme faglige niveau. Så kan lærerne bedre målrette deres undervisning, mener Niels Egelund.

'Det støder jo ganske vist imod vores tænkning om, at skolen skal være for alle, men for mig er det her slet ikke et spørgsmål om at bryde skolen for alle op'.

'Det er et spørgsmål om netop at skabe skolen for alle, men i erkendelse af, at børn er forskellige, og derfor skal man også tilbyde dem noget forskelligt en gang imellem'.

'Så ligesom vi opretter en gruppe, hvor de tungeste sidder, som har brug for noget ekstra lærerstøtte, så bør vi også have mulighed for at tage de dygtigste og sætte dem i en gruppe for sig selv og så give dem noget ekstra lærerstøtte; give dem noget ekstra materiale og lade dem arbejde sammen mod at nå et højere niveau'.

'Der er mange, der ikke kan lide, at jeg siger det her, men jeg vil godt tilføje, at jeg tror, at hvis vi ikke begynder det her, så må vi desværre nok om fem-seks-syv år, når folkeskoleloven har udstået den levetid, folkeskolelove normalt har, sige, jamen, så bliver vi nok nødt til at indføre den delte skole igen. Og det synes jeg altså ikke, vi skal'.

'Så det er et forsøg på at undgå den delte skoles fremtur igen, at jeg snakker om den her niveaugruppering i dele af undervisningstiden'.

'Det skal ikke være permanent, og det er ikke den samme gruppering i samtlige fag. Det er en gruppering, der vælges for højst tre måneder ad gangen, gerne for kortere tid, og så bryder vi op. Der skal være en grænse, så vi ikke risikerer at ryge ud ad en tangent og dermed får et skolesystem, som vi ikke ønsker'.

Det er ikke så giftigt

Det er ikke så giftigt, mener Niels Egelund, der sidder i Grundskolerådet, der rådgiver Undervisningsministeren.

'Normalt, når jeg får lejlighed til at forklare mig i en længere sammenhæng, så siger de fleste lærere, jamen, det synes vi lyder spændende; Gud, hvor kunne det være skægt at få lov til at sidde med sådan en gruppe særligt dygtige eller særligt svage elever, der bare trænger til at få det i et langsommere tempo og i en mindre gruppe'.

At de oprindelige forsøg med åben plan-skoler hurtigt løb ud i sandet, skræmmer ikke Niels Egelund.

'Man måtte dengang konstatere, at det ikke virkede, og man siger i dag til mig: Det har vi prøvet, det virkede ikke; vi måtte sætte skillevægge op og undervise klassebaseret igen'.

'Men den danske lærer var ikke parat til det dengang, og den almindelige pædagogik og undervisningsmidlerne og den slags var heller ikke parate til det'.

'Det med at arbejde som lærer i team og dette med at arbejde tværfagligt og projektorienteret og opløse skemaet og den slags, som det her jo kræver - jamen, det var slet ikke noget, vi havde hørt dengang'.

'Og der må man jo sige, at pædagogikken i Danmark har bevæget sig milevidt siden slutningen af 60'erne og starten af 70'erne. I dag er det jo meget almindeligt, at man arbejder på den måde, om ikke andet så i en mindre del af undervisningstiden - featureuger og andre sammenhænge'.

'Så den danske lærer i dag er jo ganske godt klædt på til det her, om end selvfølgelig ikke godt nok'.

Men der er stadig langt fra vision til virkelighed, medgiver Niels Egelund. Det kræver seriøse bevillinger til efteruddannelse af lærerne, sådan som det sker i Gentofte, der er den første kommune, som har indført den fleksible skole som princip.

'I Gentofte har man gjort et stort stykke arbejde for at få lærerne med på det her. Og ikke mindst: at få forældrene med. For hvis forældrene ikke synes, det her er sjovt, så kommer vi altså ikke ret langt'.

Den største sten på vejen er imidlertid skolebygningerne, mener Niels Egelund.

'Skal vi lave sådan noget her, kræver det, at de bygningsmæssige forhold er til det, og dér plejer man med et skøn at sige, at 70 procent af skolerne ikke kan det her, fordi de kun har klasselokalerne, og så har de gangene, og det er det'.

'Men der er vældig aktivitet i gang. Selv i København bliver der bygget skoler, og i Gentofte, og man kan se, at dé steder skabes mulighederne for den fleksible struktur', siger Niels Egelund.

jvolsen@dlf.org

Provokatøren (1:2)

Professor i specialpædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, er uden sammenligning den mest citerede pædagogiske ekspert i danske massemedier. Oftest taler han den etablerede mening midt imod. Han er centralt placeret i OECD's Pisa-projekt, var hovedtaler ved undervisningsminister Ulla Tørnæs' Sorø-møde sidste sommer, og ministeren har netop bedt ham tage plads i Grundskolerådet. Men han har aldrig skrevet en bog, hvor han på videnskabeligt grundlag redegør for sit skolesyn. Folkeskolen bringer i dette og næste nummer et interview med provokatøren.

Blå bog

Niels Egelund er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Født 1945 i Odense som søn af driftsleder Niels Egelund og hustru, skolesekretær Thora Jørgensen. Han blev gift med fabrikant Jette Nielsen i 1977.

Lærereksamen fra Odense Seminarium 1968, trafikflyver 1970, mag.art. i psykologi fra Københavns Universitet 1976, lic. pæd. fra Danmarks Lærerhøjskole (DLH) 1982 og dr.pæd. 1990.

Lærer i Ringe Kommune 1970-71, pilot i Sterling Airways og SAS 1972-78, klinisk psykolog i Albertslund Kommune 1978-79, lektor ved DLH 1979-88, flyvechef 1988-93, forskningslektor ved DLH 1993-95 og professor i specialpædagogik fra 1996.

Medlem af Folkeskolerådet 1999-2002 og Seminarierådet for Læreruddannelsen 2000-02. Medlem af repræsentantskabet for Danmarks Evalueringsinstitut fra 2000 og Grundskolerådet fra 2002.

Bindende trinmål er et fejltrin

'Jeg er tilfreds med folkeskoleforliget. Det er ikke så mærkeligt, fordi det er det, jeg selv mener, pudsigt nok. Men det er en skam, at de Klare Delmål blev bindende, fordi de store internationale undersøgelser viser, at jo større frihed lærerne har, jo bedre bliver resultaterne. Det er da også den vej, man går i resten af verden. Så det er ærgerligt, at Det Konservative Folkeparti meldte så bastant ud. Helle Sjelle (uddannelsesordfører for Det Konservative Folkeparti, redaktionen) skulle have stukket piben ind. Nu kom det også til at betyde, at Det Radikale Venstre for første gang desværre ikke er med i et folkeskoleforlig', siger Niels Egelund om folkeskoleforliget, der før jul blev indgået mellem regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.