Klagesag afvist

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endnu et punktum er sat i sagen om den tamilske pige Chitra Rajendram - tidligere elev på Nørre Nissum Skole ved Lemvig og udvist fra Danmark den 31. oktober sidste år. En klage fra pigens advokat Christel Falk-Rønne blev i sidste uge afvist af Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

Chitras advokat havde klaget til ombudsmanden over den lange sagsbehandlingstid af pigens ansøgning om opholdstilladelse og havde samtidig bedt om en vurdering af, om Chitra ikke kunne have fået opholdstilladelse af humanitære grunde. Men ombudsmanden afviser begge dele. Ombudsmanden har ikke taget stilling til, om selve udvisningen var rimelig. Det kan han nemlig ikke, da afgørelsen om Chitras ophold i Danmark er afgjort efter Indenrigsministeriets skøn, og et sådant skøn kan han kun kritisere, hvis der foreliggersærlige omstændigheder.

Chitra Rajendram opholder sig stadig i Sri Lanka, men flere aviser skriver, at hun gerne vil til Indien. På nuværende tidspunkt bor Chitra hos sin advokat, hun har ingen papirer, og hendes forældre er endnu ikke fundet.

På Nørre Nissum Skole har man fortsat kontakt med Chitra, og ifølge skoleleder Karsten Vinther har skolen og eleverne ikke fortrudt, at de forsøgte at hjælpe pigen.

- Vi mener stadig, at det var det rigtige, vi gjorde.

- Vi har ikke glemt Chitra og vil forsøge at hjælpe hende med at komme i gang med en uddannelse derude, siger Karsten Vinther.

Powered by Labrador CMS