Samtidig med folkeskolelovens start understregede DLF i en publikation, at 'hver eneste elev skal have mulighed for at udnytte sine potentialer optimalt', og fulgte efterfølgende op med den usande, men af hensyn til lovens kollektivistiske, ensgørende lighedsideal nødvendige påstand om, at dette kun lader sig gøre i klassens fællesskab. Siden er fællesskabets individundertrykkende velsignelser yderligere blevet tævet så eftertrykkeligt ind i hovederne på lærerne, at et team af oplægsholdere som den naturligste sag af verden nu finder tiden moden til at lange et dræbende slag ud efter lærerindividualiteten. (Folkeskolen nummer 50/52). Lærerne skal ganske enkelt opholde sig længere tid på skolen, ellers ryger kvaliteten sig en tur. For ellers kan de jo ikke snakke sammen, sådan som de gør i vort forbilledlige, højt beundrede Sverige. Og tvangsmæssigt snakkeri er jo en betingelse for kvalitativ udvikling. Allerede her har individet fået sit afgørende skud for boven. Overladt til sig selv er individet jo prisgivet sin egen indemurede, forsumpede selvdestruktion. Og hvis ikke lærerne frivilligt lader sig drukne i fællesskabstyranniets tvangsforanstaltninger (forlad ikke skolens område før klokken 15), så kan skolen jo ikke formidle kundskaber, udvikle færdigheder og yde fleksibilitet.

Men det er selvfølgelig alt sammen det rene, gudsforgående, forvrøvlede og usammenhængende nonsens, udtænkt af et ministerium, en skoledirektørforening og selvfølgelig KL (Kommunernes Landsforening) alene med den hensigt at formå en hel generation af lærere, der ved, at de kan levere god kvalitet via den individualitet, den forstand og den logik, som skoleloven og dens lobhudlere nu træder under fode, til at forlade folkeskolen, inden de bliver 67 år.

Vagn Madsen

Brønderslev