Anmeldelse

Kultur og forståelse

Kulturvidenskab for de pædagogiske fag

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne grundbog i kulturvidenskab beretter om fagets historie og problemstillinger samt præsenterer begreber og metoder til forståelse af kulturmøder.

Den er beregnet til de pædagogiske uddannelser, men kan anvendes andre steder, hvor mødet mellem mennesker er i centrum.

Budskabet er, at den pædagogiske profession har en særlig forpligtelse til at være åben og rummelig hvad angår andres måde at leve på og til at sikre integration i institutionerne. Til dette formål kan kulturvidenskab bidrage med redskaber til forståelse af kulturelle forskelle og ligheder og til at analysere egen selvforståelse.

Indledningsvis beskrives kulturvidenskabens historie, dens personer og idehistoriske bevægelser. Vi får en god og grundig gennemgang af nogle af forskningens teorier, som eksempel på, hvordan kultur kan forstås, og på hvilket fokus interesser kan tage afhængigt af teoriforståelse.

Det andet kapitel om feltarbejde og fortolkning er knap så teoritungt som det foregående. Det har nogle gode, instruktive afsnit om feltarbejdsmetoder, blandt andet deltagerobservation, og har mange gode eksempler og forklaringer på den anvendte teori.

De sidste kapitler handler om fire forskellige feltarbejder og belyser samspillet mellem analytiker og genstandsfelt.

Bogen er velredigeret og meget brugervenlig. Hvert kapitel har litteraturhenvisninger og ordforklaringer, der kan anvendes som emneleksikon. Bagerst i bogen er et leksikon over de personer, teksten henviser til, og biografier over dens forfattere.

Alt i alt: Velgennemarbejdede artikler med megen teori og for få eksempler fra pædagogisk praksis. De fire eksempler på feltarbejde burde have været eksempler fra det pædagogiske felt.