Anmeldelse

Valravnen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Men Ravnen flyver om aftenen

»Valravnen« er en fascinerende fortælling, hvor en god historie væves sammen med overtro, sagn og eventyr til en virkelighed, der foregår i jomfruernes og riddernes tid. Den adelige jomfru Eline er hovedpersonen, der en dag finder et nyfødt barn ved kirkegårdsmuren. Og ser en kæmpe ravn sidde på samme mur. Hvis barn er det? Hvad og hvem er ravnen, og hvorfor får den sådan en magt over Eline? Fortidens dunkelheder i Elines egen familie kommer også til overfladen, og fremtiden ændres radikalt. Jomfru Eline, der ellers skal giftes med hr. Niels, møder i stedet kærligheden i skikkelse af den forvandlede ravn, Esbern. Eline må følge sit hjerte og møder stormende lykke, men konsekvenserne bliver katastrofale for hende som flere andre. Et gammelt motiv, men her i en overraskende udformning. Historiens ledetråd er folkevisen om ravnen, der flyver om aftenen. Og som i visen får Eline den onde lykke, fordi hun ikke kan få den gode.

Der er meget dramatik i historien, natlige udflugter, ildebrand og den forheksede ravn. Og penslen har været i brug og malet mange flotte billeder af de dramatiske hændelser. Samtidig er der blevet plads til beskrivelser af mennesker og miljø. De adelige kontra landsbyboerne, herskab og tjenestefolk, præsten og samfundets udstødte. Endelig formår bogen også at beskrive den udvikling, bogens fire unge gennemgår.

»Valravnen« er velskrevet, og sproget er præget af megen dialog. Bogen kan læses af mellemtrinnet 4.-7. klasse som selvstændig læsning eller som fællesbog med mulighed for at tale om mange emner, blandt andet kærlighed, unge, historiske samfund, folkeviser, eventyr.