Anmeldelse

Skyggen i væggen

En dejlig læseoplevelse

"Skyggen på væggen" er en næsten realistisk spøgelseshistorie med smukke portrætter af hovedpersonerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Micke – Mikaela hedder hun rigtigt – er 13-14 år og lige flyttet ind i et gammelt hus sammen med sin mor, der skal arbejde på det lokale plejehjem. Men moderen har også kunstneriske drømme og maler og tegner med stor energi. Tilsyneladende er der en rastløshed i moderen, som gang på gang har medført, at mor og datter bryder op og flytter til et nyt sted. Og hver gang de rykker videre, må Micke opgive de venner, som hun møjsommeligt har skaffet sig.

Fakta:

Titel: Skyggen i væggen

Forfatter: Kerstin Lundberg Hahn

ISBN: 9788763827713

Pris: 169,95

Sider: 154

Forlag: Høst og Søn

På Mickes nye værelse er der en mystisk skygge på væggen, der næsten ligner en person, og det sætter noget i gang i Micke. Da hun en dag besøger moderens arbejdsplads, reagerer en af beboerne stærkt ved synet af Micke. Beboeren, en ældre kvinde, Harriet, gisper og siger: ”Elli, Elli!” Den ældre mand Sixten, som Micke spiller skak med på plejehjemmet, bidrager med væsentlige oplysninger, og Mickes interesse for Elli-sagen får ham også til at fundere over sin egen adfærd i barndommen.

Micke bliver naturligvis ilde berørt over Harriets opførsel og forstår først ingenting, men langsomt kan hun lægge brikkerne til en dramatisk historie om pigen Elli, der druknede i elven for mange år siden. Det vil være forkert at fortælle ret meget mere, men den historie, hun finder frem til, er både smuk, dramatisk og gribende. Faktisk opklarer Micke historien om drukneulykken, men ikke uden – ved et uheld – at bringe sig selv i en situation, der er tæt på at koste hende livet. Heldigvis reddes hun i sidste øjeblik fra druknedøden af outsiderdrengen Wille, som hun langsomt har udviklet et tillidsfuldt og varmt venskab med.

”Skyggen i væggen” er en fornem, spændende og nænsomt fortalt spøgelseshistorie for de 10-14-årige. Spøgelseshistorien har et fint – og ”realistisk” - spændingsniveau, ikke for meget og ikke for lidt. Portrættet af Micke er smukt tegnet. En lidt ensom pige med hjertet på rette sted og blik for andre. Det samme gælder Wille med en familiemæssigt særdeles problematisk baggrund. Han har næsten opgivet alting, men takket være Micke finder han en ny kurs og et mere sikkert ståsted i tilværelsen. Man kan håbe, at han er et eksempel på et ”mælkebøttebarn”!

”Skyggen i væggen” er velskrevet, veldrejet og en dejlig læseoplevelse, men hvor findes der dog mange rene bitches – læs: de toneangivende piger i klassen – i børne- og ungdomslitteraturen – but so is life?