Mit hjerte altid vanker i Jesu krybberum.

Did samles mine tanker i deres hovedrum.

Sådan synger Katarina, én af personerne i Peter Høegs nye roman, De Måske Egnede.

Hun var i koret, alligevel var det utroligt at hun sang alene.

- Det var dér jeg fik ideen, sagde hun. Man må have et rum til at samle tankerne. Ligesom dem der beder. Det er det, der er svært her på skolen.

Peter Høet beskriver en skole, der kun har plads til eleven, hvor der ikke er tid og frirum til det en-kelte menneske, til barnet.

Det meste af bogens handling foregår i 70erne på Biehls Privatskole. Kontrollens, sorteringens og de gode viljers skole. Men bogen handler om alle skoler. Også folkeskolen, når dén er værst. Når den på én gang er kontrollerende, befamlende og tilsyneladende venlig.

Bogens rektor Biehl er frygtet af eleverne. Han rangerede lige under Gud og havde tætte forbindelser til skoledirektøren, Baunsbak-Kold. De to stod sammen om skolens plan. Med lysets kniv ville de skrabe mørket rent. Sammen havde de ansvaret for en nærmest darwinistisk udvælgelse af de egnede.

Men i børnenes dagligdag var lærer Fredhøj den værste. Han var stilfærdig og humoristisk og in-telligent som om han var på elevernes side. Og så alligevel så og forstod han alting og var dødsens-farlig. Her er stof til overvejelse og diskussion. Hvornår er læreren et levende og engageret med-menneske, som barnet trygt kan lære af og betro sig til, og hvornår er lærerens kammerateri et dæk-ke for åndelig Stasi-virksomhed?

De Måske Egnede kan hverken bruges som argument for eller imod enhedsskolen. Peter Høeg skriver ikke om holddannelse eller niveaudeling og ikke om elev- eller undervisningsdifferentiering. Han beskriver en skole, hvor tiden er den disciplinerende magt, hvor alt er delt op, systematiseret, planlagt og umenneskeliggjort. Kritikken er meget mere grundlæggende end Knuth Beckers i Ver-den Venter og Hans Scherfigs i Det Forsømte Forår. Han anklager den dømmende og fordømmende skole. Bogen er en hudløs afsløring af sortering og ydmygelse, og den er samtidig en besættende beretning om solidaritet og kærlighed. Derfor bør De Måske Egnede læses af enhver lærerstuderende og enhver lærer og leder. Ikke som et endimensionalt politisk debatindlæg, men som et intenst og intelligent kunstværk om forholdet mellem mennesker.

De Måske Egnede bør læses før diskussionen om den nye skolelovs konsekvenser. Før diskussionen om differentiering, intern evaluering, holddeling, karakterer og prøver. Og de mennesker, der over for sig selv tør afvise kritikken, de mennesker, der synes, at de ikke har tid og rum til at forholde sig til anklagerne, er måske uegnede til at arbejde i skolen.