På et af de afgørende tidspunkter i bogen spørger Harry Potter, om det fantastiske, som han lige har erfaret, er foregået inde i hans hoved. Svaret er "Ja, men derfor kan det jo godt være virkeligt". Sådan har det været gennem alle syv bøger - hvad er virkelighed, hvad er fantasi? Hvad er forskellen, og gør det noget? Den magiske verden, som Joanne Rowling gennem ti år har inviteret millioner af læsere ind i, er naturligvis ren fantasi, men på samme tid også fuldstændig til døden realistisk, ja nærmest socialrealistisk - med konflikter, dilemmaer og eksistentielle spørgsmål. Når biler kan flyve, og man rejser via transitnøgler og spektral transferens, er det blot underholdning. Og når man myrder og bekæmper hinanden med tryllestave, så er det blot ganske almindelige våben, som man skal bruge med omtanke, og som har lige så rædselsvækkende konsekvenser som i den virkelige verden. Harry Potter-bøgerne har med andre ord aldrig været fantasy-romaner på andet end overfladen. Nedenunder er det et gigantisk værk om en dreng og hans skæbne og om udvikling fra dreng til mand. Og det er en roman om at forsone sig med døden og gå gennem dødens rige for at blive menneske.

Gennem mere end 100 lange kapitler og tusindvis af sider har vi fulgt hans vej fra 11-årig forældreløs og mærket dreng gennem pubertet til accept af sin skæbne og gennemførelse af den opgave, han fik lagt på sig, da hans forældre blev myrdet, og han overlevede det dødelige attentat, da hans moder ofrede sit liv i kærlighed til sin søn. Romanseriens vigtigste tema har fra begyndelsen været død, og hvordan man lever med døden, og der er masser af død i seriens sidste bind. Hvem der dør og hvorfor, må overlades til læseren, for et hvilket som helst resumé er på forhånd dømt til afsløring af alt for vigtige ting. Hele bogen kan opfattes som en opsummering af seriens foregående seks bind. Vi kommer tilbage til stederne, hvor det hele begyndte. Figurer, mønstre og tråde, som har ligget ubemærket gennem hele serien, tages nu op og får afgørende betydning for den slutning, som har været uundgåelig, nemlig det endelige opgør mellem Harry og Voldemort. Forfatteren har hele tiden holdt sine læsere hen med et: "I vil snart få hele sandheden". Og det får vi så sandelig også: sandheden om Dumbledores lidt blakkede fortid, om Snape og hans motiver, om nisserne i Gringotts og husalferne og om Harrys mor. Alt falder på plads i en orden, som nu forekommer indlysende, og man tænker, ja, naturligvis, sådan måtte det ende! Det kan ikke være på anden måde, hvorfor kunne man ikke selv se det? Det aftvinger respekt for en forfatter, som har bevaret overblikket over denne kæmpestore konstruktion af en roman; og det på en måde, så man læser de mange sider i et enkelt hug og i perioder med temmelig våde øjne. Og moralen? Historien om Harry Potter er en hyldest til livet i dødens skygge. Døden kan man lige så godt lære at leve med, hverken horcruxer eller "hallows" kan afhjælpe det faktum, at over for døden er vi alle mugglere.