Næsten fire gange flere falder fra på erhvervsuddannelserne end på de gymnasiale uddannelser

Publiceret

Næsten lige så mange unge begynder på erhvervsuddannelserne som på gymnasiale uddannelser. Men mens 89 procent af eleverne på de gymnasiale uddannelser forventes at fuldføre, forventes kun 59 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne at fuldføre. 

Det viser en ny opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet. 

Ministeriet skriver, at opgørelsen bygger på historiske data, og at opgørelsen er forbundet med "en vis usikkerhed".

Opgørelsen viser, at gennemsnitsalderen for elever, der begynder på en erhvervsuddannelse, er over 25 år. Til sammenligning er gennemsnitsalderen for nye elever 17 år på gymnasiale uddannelser (stx, hf, hhx, htx). 

”Vi har brug for, at mange flere gennemfører en erhvervsuddannelse, hvis vi skal have arbejdskraft til at sikre den ambitiøse grønne omstilling af vores samfund og dygtige medarbejdere til at yde pleje og omsorg for vores ældre", siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

uvm.dk: Frafaldet på erhvervsuddannelser er næsten fire gange større end på gymnasiale uddannelser