337 aktive lærere har mod på at løfte arven efter deres mange forgængere på øens skoler. Engagement og forståelse for, at forandringer i samfundet kræver forandringer i skolen, skinner ud fra linjerne i lærerforeningens jubilæumsskrift. Denne cocktail af stolthed over de opnåede resultater og ydmyghed over for opgaven kan give anledning til optimisme med den lille pil af mistelten, at forfatterne funderer over, om ”sårene i forhandlingsklimaet fra 2013 kan læges”. Man har gjort en loyal stand fortræd.

Bogens ni kapitler giver et kronologisk vue over den lokale lærerforenings historie, og de er bygget op over samme læst: væsentlige pædagogiske spørgsmål belyses i bornholmsk perspektiv, i dansk kontekst og i relation til større begivenheder for at afsluttes med en Vidste du …-side.

Der er ingen lange udpenslinger, nej, stoffet præsenteres snarere i en art noteform, som vækker ens nysgerrighed og ægger til samtale. For eksempel i form af en lille historie om personfnidder ved oprettelsen af seminariet i Nylars i 1817 eller en oplysning om, at Vestermarie Centralskole blev snydt for mellemskoleklasserne, som blev placeret i Aakirkeby, en begivenhed, som 50 år ikke har kunnet mane til glemsel.

Når man vælger at beskrive historien i kortform, bliver det tydeligt, at nogle ting har det med at træde stærkere frem i forfatternes bevidsthed end andre. Revselse af børn får således en markant placering ligesom den mere forventelige påpegning af markante lærerskikkelsers indflydelse på øens politiske, økonomiske, kulturelle og foreningsmæssige liv. Men også den stærke indsats for at sikre lokale kræfter til lærerjobbet gennem oprettelse af lokale seminarier står stærkt – og glædeligvis er der stadigvæk læreruddannelse på øen.

Der er fine noter om børnesyn, om markante historiske begivenheder, om infrastrukturen både lokalt og nationalt, om Danmarks næstmest oversatte digter, Martin Andersen Nexø, om pionerarbejdet omkring skolecentral og -biblioteker og omkring sproglig opmærksomhed (hvor Jørgen Frost desværre ikke er nævnt) – og så selvfølgelig om den helt særlige skæbne, som blev bornholmernes ved afslutningen på Anden Verdenskrig.

Endelig er der oversigter over folkeskolens formålsparagraffer gennem tiden og over lokale og nationale lærerforeningsformænd m/k.

Men når man nu har valgt punktnedslag frem for erindringer, så kunne jeg have tænkt mig lidt af det forunderlige stof, som indgik i 200-årsudstillingen på CFU på Snorrebakken. Her var samlet så mange konkrete oplysninger om antallet af bornholmske skoler gennem tiderne og om særlige undervisningsmidler. Det havde bragt lidt mere skoleliv ind i bogen. For det er jo livet i skolen, der har bidraget til, at Bornholm trods økonomisk svære tider har stærke innovative projekter på en lang række områder.

Og så burde man måske have ofret et par linjer mere på den aktuelle skoleudvikling. Godt nok citerer man en lokalpolitikers joke: én ø – én skole. Men ud over lov 409 er privatskoleopblomstringen vel også en note værd.

Man er også ved et jubilæum nødt til at se, om lortet kan vendes til guld, akkurat som man gør i Svaneke, hvor hønseskidningen sikrer penge til musik på torvet i sommertiden.

Men alt i alt: Bogen har fine nedslag, som får en til at råbe et tillykke med jubilæet – og de bedste ønsker om en stærk fremtid!

Tilbage står, at vi i 2015 mangler biltunnellen under Bornholmerdybet. Come on, Bornholms Lærerforening!