Teater Vestvoldens juleindslag er denne gang en kabaret. Kabareten er som regel en genre, som præsenterer en række forskellige numre med fokus på humoristisk og/eller let underholdende input fra en længere række af kunstnere. Familie Julekabareten på Teater Vestvolden har valgt at fokusere på en sammenhængende historie, som naturligvis har julen som omdrejningspunkt.

Som i enhver anden julehistorie præsenteres en konflikt, som handler om (mis-)troen på nisser, julemanden og julen i det hele taget i forhold til den umiddelbare og naive tilgang til julen. Endvidere er familien Jørgensen en moderne familie med en skilsmisse bag sig, to skilsmissebørn og en far og en mor, som ikke kan få det til at fungere. Det er ikke optimalt. Derfor har de til bopælen knyttede nisser besluttet at yde en indsats for, at det igen kan blive en troværdig og glædelig jul hos familien.

Historien bliver fyldt ud med en masse sketch, gags og sange skrevet til lejligheden af blandt andre Lasse Lunderskov. Det er en noget rodet affære, hvor den gennemgående stereotypiske historie er ligegyldig tyndbenet til fordel for de mange enkeltstående (sketch, gags og sange) forsøg på at bringe historien videre. Ser man de enkelte indslag som selvstændige performances, opnår de fire medvirkende engagerede og tilnærmelsesvise højdepunkter af folkelig komik krydret med en absurditet og groteskhed, som det er kendt fra revyen.

Og ja, det er og bliver folkeligt, hvilket skal forstås både negativt og positivt. Har man, som publikum, en forventning om at komme i teatret og skue nyskabende komiske numre sat sammen af den førnævnte "sødsuppe"-historie, går man ganske forgæves. Vel er der stand-up og rap, men selv denne form er, udtryksmæssigt og tilmed i indholdet, set før. Komikken og den komiske forståelsesramme i denne julekabaret er hentet og stærkt inspireret fra og af et arkiv, nyt som gammelt, hvorunder den folkelige appel er i høj kurs. Der er herved tale om genbrug, hvorfor Teater Vestvolden i denne sammenhæng på det tekstlige plan ikke kan tilføres meget mod på nyskabelse.

Men er genbrug og inspiration fra den folkelige humørkiste nu også sådan at kritisere entydigt negativt? Nej, ikke nødvendigvis! Har vi, som publikum, netop ikke behov for en omgang "gammeldaws" og genkendelig "falden-på-halen"-komedie? I denne forestilling er der genkendelse at finde for både den ældre og den yngre generation. Inden for de fleste kunstarter tales der om fornyelse og atter fornyelse, men behøver alt at være nyt. Det er trods alt også sin sag at lave nyt på ny på ny på ny?