Anmeldelse

Jagten på glæden

Jagten på glæden

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I skolen hører vi ofte, at idræt skal være sjovt og glædesfyldt, så eleverne fastholder motivationen i idrætsundervisningen. "Jagten på glæden" giver en grundig gennemgang af begrebet glæde i forbindelse med idrætten.

Fakta:

Titel: Jagten på glæden

Forfatter: Lise Kissmeyer

Pris: 99 kroner

Sider: 176 sider

Type: Bog

Forlag: Syddansk Universitetsforlag

Bogens fokus er glædesbegrebet, som det udmønter sig hos unge idrætstalenter, der lever en semiprofessionel tilværelse. Hvad betyder glæden ved idræt, når man bygger hele sin identitet på en disciplin med mange træningstimer hver dag?

Bogen introducerer glædesbegrebet og giver baggrundsviden, ny viden, gode råd og fremtidsperspektiver. Især en spørgeskemaundersøgelse hos unge talenter i fodbold, håndbold, badminton og svømning er interessant og viser, hvordan unge betragter fundamentet i deres idræt med særlig fokus på glæden og det pres, de oplever gennem deres sport. Et rigtig spændende afsnit, hvor de tilhørende testskemaer også kan bruges i forbindelse med idrætsundervisningen i folkeskolen - så man kan prøve at udarbejde en glædesprofil af eleverne.

Bogen bruger de føromtalte talentgrupper som eksempler på, hvordan jagten på glæden er vigtig og central, og det virker godt og inspirerende.

Temaet er vigtigt og spændende for både idrætstalenter og skolens idrætselever. Erfaringerne fra en række kendte sportsfolk og forudsigelige citater fra Brian Laudrup, Anja Andersen eller Peter Gade er slet ikke nødvendige i denne sammenhæng.

Anbefales til alle idrætslærere, der vil hente inspiration til at udvikle en spændende, glædesfyldt idrætsundervisning.