Redigeret af Lene Lier, Torben Isager,

Ole Sylvester Jørgensen, Flemming Warborg og

Tove Aarkrog

395 kroner, 536 sider

Hans Reitzels Forlag

Der er tale om en videreførelse af bogen 'Børnepsykiatri', som blev udgivet i 1988. Der er i mellemtiden sket to væsentlige ændringer i faget: Indførelsen af et nyt diagnosesystem ICD 10 med andre begreber og en anden og mere pragmatisk sygdomsopfattelse end før. Der er også sket en udvidelse af specialet 'Børnepsykiatri' til 'Børne- og ungdomspsykiatri'.

Sidetallet i bogen er øget med 30 procent, og bogstaverne er blevet mindre. Forsiden signalerer i overensstemmelse med indholdet større saglighed i forhold til den tidligere udgave, hvor forsiden var en uklar akvarel i modefarverne. Trods den indholdsmæssige udvidelse er stoffet samlet på færre hænder (24 forfattere mod 30 før). I teorien kunne det give en mere ensartet stil, men det synes jeg ikke er tilfældet. Det bærer snarere præg af, at nogle forfattere også kommer til at skrive om faglige områder, der ikke interesserer dem særlig meget.

Der er fra kapitel til kapitel stor variation i teksten, hvor noget er skrevet på klart dansk, medens andet er mere tungt og kedeligt fagsprog. Jeg er glad for, at bogen er kommet, idet jeg i forhold til undervisning har savnet, at lærebogen indeholder de begreber, der anvendes i faget. Det er en fordel, at denne lærebog er ført op til dato og kommer godt rundt i væsentlige problemstillinger i faget. Bogen er i syv afsnit med blandt andet udviklingsteorier, kliniske syndromer, børnepsykiatrisk undersøgelse og behandling. Det er godt, at der er et kapitel vedrørende mønsterbrydere, og der er et sagligt kapitel om depression, en sjældenhed i disse tider. Bogen baserer sig i højere grad end før på solid forskning og lægger sig i opbygningen tæt op ad medicinske lærebøger. De enkelte faglige problemstillinger er overskuelige og rimeligt kortfattede, således at man kan orientere sig om for eksempel Tourettes syndrom, Damp og Aspergers syndrom, der har været meget omtalte. Personligt savner jeg det filosofiske og det historiske perspektiv. Hvorfor betragter vi de beskrevne lidelser som sygdomme i dag? For de fleste af tilstandene er der ikke nogen tilstrækkelig forklaring på, hvorfor de er opstået, og utilstrækkelig viden om, hvad vi opnår ved den i dag anvendte behandling. Redaktionen har fundet det relevant at indlede med børns almene udvikling, men det er for kortfattet og dermed overfladisk. Der er i bogen en alt for utilstrækkelig omtale af normalitet og omtale af biologisk variation.

Det er efter min vurdering misvisende, når redaktørerne i forordet skriver: 'Det gennemgående tema er udvikling: Hvilke ligheder og forskelle ser man mellem normal og patologisk udvikling?' Bogen har desuden nogle skønhedsfejl, eksemplificeret i det følgende. Det virker påfaldende, at Anne Vibeke Fleischer, der er psykolog, definerer neuropsykologi så bredt, at man kan spørge sig selv, om der eksisterer fænomener, der ikke er neuropsykologi. Torben Marner skriver mere end to sider med et knap 20 år gammelt eksempel, som han har skrevet af fra en anden forfatter. Lene Lier mener, at man er skolemoden, når man kan modtage en kollektiv besked, hvilket var et brugbart kriterium før i tiden.

Bogen er primært en lærebog for studerende i det medicinske studium og i psykologi. På trods af den beskrevne kritik synes jeg, det er en god helhed, og at den med fordel kan anvendes som opslagsbog i lærerfaget. Der kan nemlig i dag være mange begreber, som ikke fremgår af tidligere fagbøger, og man kan orientere sig rimeligt nemt i en faglig problemstilling.

Peer Jansson