I Folkeskolen nummer 12 giver tre eksperter deres bud på skole-hjemsamarbejde før og nu. Ning de Coninck-Smith sætter skole-hjemsamarbejdet i et historisk perspektiv og minder om, at forældre tidligere mødte lærere med ærefrygt og søndagstøj. Jens Christian Jacobsen bruger overskriften 'Skole-hjemsamarbejdet er en misforståelse', og Birthe Ravn taler om at vippe de gamle lig ud af lasten i samarbejdet mellem forældre og lærere.

Er vi da ikke nået længere med samarbejdet her på tærsklen til år 2000? Er det stadig eksperterne, der ved bedst og på grund af deres viden forventer respekt fra forældrene?

Hvis skole-hjemsamarbejdet skal debatteres på et seriøst plan, må det først slås fast:

- at børn er forældrenes ansvar!

- at forældres kendskab til deres børn er lige så vigtig som den viden, lærerne har.

Det er både naturligt og lovbestemt i § 1 i folkeskoleloven, at forældre skal med i samarbejdet om barnets skolegang. Hvordan bør det samarbejde så udkrystalliseres?

Nutidens forældre vil have rum til at være aktive omkring deres barns skolegang. De føler, at de som ansvarlige for deres barn må sørge for, at barnet får den bedst mulige skolegang. Når ansvaret misforstås og går over i direkte kontrol, skyldes det efter min mening en kommunikationsbrist mellem forældre og lærer, som blandt andet må løses gennem ændret læreradfærd i forhold til forældrene.

- For det første må lærere vænne sig til at forklare forældre, hvad der er målet med deres undervisning. Lærere må informere om, hvad de gør, hvorfor, hvordan og hvornår, så ville mange misforståelser kunne undgås.

- For det andet må de vænne sig af med at tage kritik personligt. Det er naturligt og sundt, at forældre tillader sig at stille spørgsmål ved det, de ikke forstår eller føler sig utrygge ved, og forældre vil den samme gode skole som lærerne - de er medspillere og ikke modspillere!

Vi er nået langt med samarbejdet mellem lærere og forældre i den danske folkeskole, men alt kan blive bedre, og nogle steder er det ganske enkelt stadig ikke godt nok. Det gamle ordsprog 'Hvor der er en vilje, er der en vej' kan måske forklare, at skole-hjemsamarbejdet fungerer forskelligt alt efter kulturen på skolen.

Hvis samarbejdet skal have et løft, er jeg af den overbevisning, at alle skoler bør have:

- aktive klasseråd, der samarbejder tæt med skolebestyrelse og klasselærer

- 'obligatoriske' samspilskurser i indskolingsforløbet, hvorigennem forældre og lærere kan afstemme deres gensidige forventninger og krav for at undgå, at parterne senere i forløbet går fejl af hinanden

- skole-hjemsamtaler, hvor også forældre og elever er mere talende end lyttende

- forældremøder, hvor forældrene gennem eksempler lærer, hvordan skolen fungerer i dag, så vi kan undgå 'fagenes årlige fest'

- et evaluerings-/planlægningsmøde i forårsmånederne, hvor klassens lærere, forældre og elever sammen evaluerer det forløbne år og planlægger det kommende

- tættere samarbejde mellem forældre, elev, skolevejleder og klasselærer om handleplan for uddannelsesforløbet efter folkeskolen

- anvendelse af hjemmebesøg og telefon i større udstrækning.

På den måde kan kvaliteten af skole-hjemsamarbejdet få en højere kvalitet og blive et reelt samarbejde mellem lærere og forældre.

Efter min mening handler et godt skole-hjemsamarbejde ikke om tid, men om kultur, tradition og vilje først og fremmest fra klasselærer og skoleleder.

Næstformand i Skole og Samfund