Frederiksberg-lærere bakker op om deres kreds

Det er vigtigt at være medlem af Danmarks Lærerforening, serviceniveauet i kredsen er godt, og jeg har selv indflydelse på det faglige arbejde. Sådan lyder meldingen fra langt de fleste af de 175 Frederiksberg-lærere, der har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"De nye og unge lærere deltager kun i mindre grad i det fagpolitiske arbejde", siger Carsten Nørballe fra kredsstyrelsen. "Og det er så min påstand, at det også er blevet sværere at gå ind i fagpolitisk arbejde, end det var for 20 år siden, fordi opgaven er blevet mere kompliceret".

Han konkluderer også, at medlemmerne godt kunne ønske sig, at Frederiksberg Kommunelærerforening markerede sig lidt klarere udadtil, dvs. i Folkeskolen og i den øvrige presse.

Frederiksberg Kommunelærerforening har også spurgt sine medlemmer, hvad der er kredsens vigtigste opgave. Der er siger og skriver nul medlemmer, der mener, at det pædagogiske arbejde er det vigtigste for kredsen. 53 procent mener, at løn og arbejdstid er de vigtigste opgaver, og 46 procent, at det pædagogiske og det fagpolitiske "ben" er lige vigtige.

Frederiksberg-lærere er åbne over for at få løn efter deres egen indsats og for, at der gives tillæg for særlige funktioner som for eksempel tillidsrepræsentant eller IT-vejleder. Men lønnen skal forhandles af DLF og kredsen, siger hele 81 procent, mens kun få mener, at de selv eller tillidsrepræsentanten skal forhandle løn med skoleledelsen. Arbejdstiden kunne en tredjedel derimod godt tænke sig selv at lægge til rette i samarbejde med skolelederen. Den opgave ligger i dag hos tillidsrepræsentant og kreds, men stod det til flertallet af Frederiksberg-lærerne, var arbejdstidsbetingelserne ens for alle lærere i hele landet.

Kredsen arbejder med at krydstabulere de mange svar og vil bruge materialet til at forsøge at gøre sit arbejde endnu bedre, ikke mindst i relation til de yngre lærere, der for eksempel ikke så ofte deltager i kredsgeneralforsamlingen som deres ældre kolleger.