Karlsmose: Skabelsesberetningen hører ikke hjemme i biologi

Kristeligt Folkepartis formandskandidat Marianne Karlsmose bragte i går sit parti i en prekær situation og har nu udsendt et dementi: "Jeg mener ikke, at Bibelens skabelsesberetning skal være en del af biologiundervisningen".

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anledningen var Jyllands-Postens forsideartikel tirsdag "KrF. vil bryde med Darwin".

"Skoler og gymnasier bør give plads til kritik af Charles Darwins udviklingslære om menneskets oprindelse. Teorierne er så dårligt funderede, at det ikke er rimeligt at fremlægge dem som eneste sandhed i biologiundervisningen", sagde Marianne Karlsmose i Jyllands-Posten.

Folketingsgruppen reagerede med en pressemeddelelse om, at Karlsmoses sysnpunkter havde sat gang i en debat, hvor Kristeligt Folkeparti tillægges synspunkter, der er helt ude af proportioner, og senere valgte Marianne Karlsmose så selv at angribe Jyllands-Posten håndtering af sagen:

"Det har åbenbart været tyndt med nyheder, da Jyllands-Postens tirsdagsudgave skulle redigeres. Det betød, at der blev sat fuldstændig misvisende overskrifter på en artikel om undertegnedes holdning til darwinismen", skriver hun i en presseerklæring.

"Derfor bliver jeg nødt til at slå fast: Nej, jeg mener ikke, at Bibelens skabelsesberetning skal være en del af biologiundervisningen, og selvfølgelig skal der undervises i udviklingslæren generelt på landets gymnasier. Men der skal være plads til kritik - på samme måde som vi skal lære eleverne at have en kritisk tilgang til, hvad de møder i øvrigt", skriver Marianen Karlsmose, der selv er gymnasielærer og på lørdag er eneste kandidat, når Kristeligt Folkeparti skal vælge ny landsformand.