Politisk opbakning bag meritlæreruddannelsen

Undervisningsminister Ulla Tørnæs har i dag fået politisk opbakning bag den omdiskuterede meritlæreruddannelse fra partierne bag læreruddannelsesloven. Det betyder, at de første studerende kan begynde på den særlige korte læreruddannelse til august.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hele diskussionen om meritlæreruddannelsen fik i begyndelsen af året en lidt uheldig start. Derfor er jeg meget glad for, at der nu er bred, politisk opbakning til det nye uddannelsestilbud. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at meritlæreruddannelsen ikke er tænkt som en erstatning for den ordinære læreruddannelse men derimod som et supplement. Den åbner mulighed for, at andre faggrupper med passende uddannelse kan undervise i folkeskolen. Derudover kan meritlæreruddannelsen også bidrage til at mindske de kommende års forventede lærermangel i folkeskolen. Men mit udgangspunkt er, at lærerne i den danske folkeskole som hovedregel har en fireårig læreruddannelse bag sig", siger Ulla Tørnæs i en pressemeddelelse.

Den uheldige start kom, da det pludselig fremgik af pressen, at ufaglærte skulle kunne blive lærere på to år, før meritlæreruddannelsen overhovedet var politisk behandlet. Den bekendtgørelse, som læreruddannelses-forligspartierne i morges nikkede til, siger, at man som udgangspunkt for optagelse på den nye uddannelse enten skal have en pædagoguddannelse, er ernærings- og husholdningsøkonom eller har en kandidat- eller bacheloruddannelse i et et eller to folkeskole-relevante fag bag sig. Men derudover nedsættes et centralt nævn, der får mulighed for at give dispensation til optagelse på meritlæreruddannelsen til ansøgere, som hverken har en pædagog- eller en universitetsuddannelse bag sig. Det centrale nævn skal sikre, at det ikke er det enkelte seminariums lokale vurdering, der afgør, hvem der kan optages, men at der bliver en ensartet national praksis.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs understreger, at hun forventer, at langt de fleste ansøgere til den nye udannelse, vil være folk med en universitets- eller pædagoguddannelse bag sig.