Penge giver ikke højere karakterer

Der er ingen sammenhæng mellem kommunernes brug af penge til eleverne og deres afgangskarakterer. Der er til gengæld en sammenhæng mellem afgangskarakterer og antallet af elever, der går videre til gymnasiet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det viser en analyse af karaktererne ved afgangseksamen 2001 i folkeskoler og i privatskoler, som amanuensis ved Aarhus Universitet, Kenneth Thue Nielsen, har foretaget.

Af andre konklusioner kan nævnes:

- Socialdemokratiske og konservative borgmestre bruger markant flere penge på skolerne end radikale borgmestre, der overraskende ligger i bunden. I midten ligger borgmestre fra SF, Venstre og borgerlister.

- Der er en markant forskel på, hvordan private og offentlige skoler klarer sig. Elever fra de private skoler har et bedre karaktergennemsnit ved afgangseksamen.

- Store skoler betyder bedre resultater til eleverne end små skoler. Her bekræfter analysen en tilsvarende analyse fra OECD, hvor der blev analyseret skolestørrelse i forhold til særlige testresultater og altså ikke karakterer.

Analysen er foretaget på vegne af Dansk Institut for Computer Assisted Reporting, DICAR, der offentliggør både de grundlæggende tal og analysen på sin hjemmesiden.