Den mørkhårede dreng rejser sig op for at svare på spørgsmålet.

'Tyskland er omgivet af Nordsøen og Østersøen', siger han.

Geografilæreren, Zorica Obrenovic, nikker og gør tegn til, at han kan sætte sig ned. Med en lang pegepind i hånden bevæger den smilende, rødhårede kvinde sig rundt i klasselokalet, mens hun lader spørgsmålene regne.

'Hvor ligger Tyskland?'

'Hvad hedder den største flod?'

De elever, der vil svare, stikker to fingre i vejret som et V, og der er større aktivitet med at rejse sig op og sætte sig ned end til en gennemsnitlig dansk gudstjeneste.

'Egentlig bryder jeg mig ikke om, at eleverne rejser sig op, når jeg kommer ind i klassen, og når de skal svare på spørgsmålene. Det tager en masse tid, og børnene kan tale mere frit, når de får lov at sidde ned. Men de er vant til, at det skal være sådan, og så er det svært at lave om', siger Zorica Obrenovic.

Den 50-årige kvinde underviser i geografi på skolen i Srebrenica i Bosnien. Bjergbyen, hvor mere end 7.000 muslimske mænd blev dræbt under en massakre i 1995.

Seks år efter Dayton-fredsaftalen er Srebrenica stadig mærket af skudhuller i mure, granatnedslag i asfalten, rudeløse vinduer og beboede ruiner med blafrende vasketøj.

Men takket være Dansk Flygtningehjælp og andre internationale organisationer er der ingen synlige tegn på krigens ødelæggelser inde i klasseværelset.

Tomandsbordene med lilla ben er i fin stand. Væggene er nyrenoverede, og fra loftet hænger et velholdt verdenskort.

Men det er ikke alt, der kan renoveres.

I Zorica Obrenovics klasse har 11 ud af 27 børn mistet den ene forælder i krigen.

'Vi har ikke noget specielt program for de børn, men vi ved da, at vi skal tage os ekstra af dem', siger Zorica Obrenovic og tager sig til hjertet.

'Men de får alt for lidt psykologisk hjælp'.

Ressourcerne er få, og Zorica Obrenovic og de andre lærere i den serbiske del af Bosnien, Republik Srpska, har ikke fået løn i fire måneder.

I vinter gik de i strejke, men den blev hurtigt afblæst:

'Det nytter ikke, for vi ved godt, at Republik Srpska ikke har nogen penge', siger inspektøren på Zoricas skole, Boro Petkovic.

Efter strejken fik lærerne lønforhøjelse, men stadig ingen løn.

Alligevel beklager Zorica Obrenovic sig ikke:

'Der er mange, der er værre stillet end mig'.

I modsætning til de 14.500 af Srebrenicas 15.000 indbyggere, der er flyttet ind i et efterladt hus, som ejerne er flygtet fra, bor Zorica og hendes mand i deres egen lejlighed.

'Vi har heller ingen børn at forsørge, og min mand har arbejde i kulminerne', siger Zorica Obrenovic og bryder så ud i et grin:

'Men han har ikke fået løn i fem måneder'.

Parret overlever ved hjælp af et lille jordstykke, hvor de dyrker kål, tomater, gulerødder og kartofler, og så sparer de på alt, hvad der kan spares på. Varme, telefon, tøj, elektricitet.

Zorica Obrenovic ler også, da hun bliver spurgt om, hvorfor hun bliver ved med at arbejde, når hun ikke får løn.

'Jeg har haft jobbet i mange, mange år, og der er ingen andre job, der bliver betalt til tiden eller med en høj løn. Og så giver det altid en tilfredsstillelse at arbejde med børn. Jeg føler, jeg udvikler mig gennem mit arbejde', siger hun.

Lærere i stramme tøjler

Men set med danske øjne har Zorica Obrenovic begrænsede muligheder for at udvikle sig.

Skolesystemet er ikke kun præget af disciplin over for eleverne, der lige fra første klasse kan få en karakter efter hver eneste time.

Lærerne bliver også holdt i stramme tøjler.

Da timen begynder, skriver Zorica under på, at hun vil følge læseplanen og undervise børnene i Tysklands geografiske karakteristika.

Det er nøje pindet ud, at hun i alt skal bruge tretten timer på Centraleuropa. Otte undervisningstimer og fem timer med prøver, og da vi bagefter spørger, om hun kunne bruge vores besøg som anledning til at fortælle om Danmark i stedet for Tyskland, ryster hun undrende på hovedet:

'Når vi underviser i Skandinavien, skal vi bruge Sverige som eksempel. Og det er først om en måned', svarer hun.

Det er også fastlagt, at Zorica skal undervise efter en bestemt geografibog, og et par gange om året får skolen besøg af såkaldte pædagogiske inspektorer fra undervisningsministeriet, der kontrollerer, at undervisningen foregår, som den skal.

'Det bosniske samfund er meget autoritært, og det er skolesystemet også', siger danskeren Helene Bach, der bor i Srebrenica og er projektleder for Dansk Flygtningehjælp og græsrodsorganisationen Støt Tuzlas Skoler.

Hun mener, det autoritære system var en medvirkende årsag til krigen:

'Sat på spidsen kan man sige, at hvis militærpersoner eller politikere sagde noget, blev der ikke stillet spørgsmål. Der blev bare pareret ordre', siger hun.

Derfor forsøger Støt Tuzlas Skoler at pille ved det autoritære system, for eksempel ved at arrangere seminarer om mere demokratiske undervisningsmetoder.

Zorica Obrenovic har deltaget i seminarerne, og det har styrket hende i hendes ideer om at involvere eleverne mere i undervisningen.

Da hun sidder på skolen og fortæller, lyder hun næsten som en dansk lærer. Hun taler om at lade eleverne drage deres egne konklusioner og gøre deres egne opdagelser.

Men da vi lidt senere sidder i hendes lille lejlighed og drikker grumset, bosnisk kaffe, viser der sig at være langt til det danske klasseværelse.

Med stor glæde henter Zorica noget af det undervisningsmateriale, hun med udgangspunkt i de nye metoder selv har udarbejdet som supplement til bogen.

I en af opgaverne til eleverne i sjette klasse skriver hun, at Sverige ligger i den østlige del af den skandinaviske halvø.

'Så skal de tegne Sverige på kortet. Pointen er, at de selv skal finde Sverige, i stedet for at jeg peger på det'.

Som lærer mener Zorica, at hun har et medansvar for at skabe en mere fredelig fremtid i Bosnien.

'Vi har ingen timer, der er sat af til at undervise i tolerance eller forebyggelse af krig, men hver enkelt lærer har et ansvar. For eksempel fortæller jeg om Schweiz, der er blevet så velstående, fordi der ikke har været krig. Men jeg underviser aldrig i årsagerne til krigen i Bosnien. Det er alt for tæt på, og der går mange år, før vi kan tale om det'.-Maria Rørbæk er freelancejournalist