Niels Jensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der blev stille på Vorrevangskolen, da vi modtog meddelelse om, at overlærer Niels Jensen tirsdag den 13. marts 2001 stille og roligt var sovet ind. Et års snigende sygdom har gjort ende på en dygtig og respekteret kollegas liv.

Niels Jensen ville være gået på pension med udgangen af dette skoleår. Hermed ville han have virket ved Vorrevangskolen i 43 år. En usædvanlig lang lærerkarriere på samme arbejdsplads ville hermed være afsluttet.

I årenes løb har han virket inden for forskellige arbejdsområder. Her skal særligt nævnes hans interesse for sløjd, matematik og undervisning i specialklasser.

Gennem de senere år har Niels Jensen været skolevejleder og ungdomsvejleder. Disse områder fyldte efterhånden en stor del af hans arbejde på skolen.

Altid mødte han sine elever med stor venlighed, hjælpsomhed og ærlig interesse. Det lå ham meget på sinde, at elever ikke forlod skolen uden at være afklaret omkring deres fremtidige uddannelses- og arbejdssituation.

Her kan også nævnes, at oprettelse af 10.-klasser lå ham meget på sinde, da han opfattede det som et godt tilbud til mange elever.

Han nød gennem årene altid sine kollegers fulde tillid og respekt. Derfor var han i mange år valgt som lærerrådsformand. Hans stille lune og altid gode humør gjorde ham vellidt af alle. Han talte altid kun positivt til sine omgivelser.

Dette venlige og omgængelige menneskes liv er nu slut. Skolens savn er stort, men vi er klar over, at det savn og tomrum, han efterlader sig hos sin familie, er endnu større. Skolens tanker går derfor ikke mindst til familien. Vi ved, at de så frem til de år, som skulle komme efter et langt og rigt arbejdsliv.

Æret være hans minde.

Kollegerne ved Vorrevangskolen

Århus