Alle drengene i klassen har en trold. En, der er inde i dem og gør dem urolige. De to observationslærere fandt ud af det, da de havde samtaler med de enkelte børn. De spurgte drengene, hvad det var, der gjorde dem urolige.

'En kunne selv forklare, hvordan der var noget inde i ham, der blev uroligt. Han kunne tydeligt beskrive, hvad der skete', fortæller Inge-Lise Pallesen.

'Vi kaldte det en urolig trold inde i ham og spurgte, om han kunne tegne den. Det kunne han sagtens. Han tegnede en sort ridder. Børnene var utrolig hurtigt med på den måde at tale om det på'.

'En dag fortalte han, at når trolden fyldte ham til knæene, så kunne han godt klare det. Men når den fyldte til maven, så kunne han ikke være rolig mere'.

Drengen fik det forslag, at han kunne løbe en tur i skolegården, når trolden nåede ham til maven. Og når trolden var til knæene, kunne han gå over på sin egen plads. Det fungerer stadig i dag, hvor klassen er samlet. Drengen har et bord for sig selv ved væggen. Dér kan han bare gå hen uden at spørge om lov.

Tegningen af trolden blev sat op i klasseværelset, og når klasselæreren syntes, drengen blev urolig, pegede han blot på tegningen. På den måde gjorde han drengen opmærksom på, at trolden var på spil. Drengen kunne derefter finde ud af, om det var tid til at gå hen på sin egen plads eller ud i skolegården.

Andre elever sagde, at de ikke kunne koncentrere sig, at de kedede sig, fik sommerfugle i maven eller blev irriteret. Det fik alt sammen en betegnelse. Én ville ikke have, at de andre hørte om hans trold, men foreslog, at læreren bare sagde 'fire' til ham. Så vidste han, hvad det handlede om.

Det hele blev kaldt øvelser. Fordi det ikke er noget, man behøver at kunne i morgen.

'Selv om læreren måske skal pege på tegningen hvert femte minut, bliver han ikke lige så irriteret over uroen som tidligere', siger konsulent Jørgen Riber.

'Der træder nogle andre følelser ind, læreren får en anden relation til barnet, og det forstyrrer heller ikke klassen så meget'.

Klasselærer Jørgen Anton Damsgaard Larsen er helt enig.

Når temperamenter mødes

Det hjælper, at det ikke er barnet, der er noget galt med. Det er hans trold.

'Man kan sige, at problemet bliver problemet. Det er ikke barnet, der er problemet, så det bliver ikke en kamp mod barnet - kun mod trolden', forklarer Jørgen Riber.

'Det er også en nyskabelse i forhold til forældrene. Man kan fortælle dem om trolden, og de kan tale om trolden derhjemme. Det betyder, at det hverken er forældrene eller barnet, der er skyldige. Forældrene har højst sandsynligt følt sig skyldige i mange år. De er måske holdt op med at komme på skolen, fordi de frygter, at lærerne mener, det er dem, der er problemet, mens de måske tænker, at det hele er skolens og lærernes skyld. Denne dårlige cirkel brydes'.

En af eleverne talte om sit temperament. Og en dag hvor han var urolig, kunne Inge-Lise Pallesen tage ham med udenfor og tale om temperamenter.

'Jeg kunne fortælle, at jeg også har meget temperament, og at hans og mit temperament lige nu var ved at tørne sammen. Det måtte vi prøve at få klaret'.

Senere talte de også om temperamenter i en samtaletime.

Samtalerne med børnene er jævnligt blevet optaget på video. Nogle gange har Jørgen Riber fået videoen tilsendt for at komme med indspark til det videre forløb, andre gange har forældrene set videoen med deres eget barn, så de bedre har kunnet tale med lærerne om både trolden og barnet. Forældrene har senere givet tilladelse til, at Jørgen Riber må bruge videobåndene til undervisningsbrug.

Daglig kontakt med hjemmet

'Tidligere var det ikke alle forældre, der deltog i forældremøderne, og for flere elevers vedkommende var det udelukkende deres mor, der kom. Men efter at vi er gået i gang med dette arbejde med klassen, kommer flere af fædrene til møderne. Og det betyder meget for børnene også. I det hele taget er dette så konkret, at det er blevet meget nemmere at tale om', fortæller Susanne Damsgaard.

Med i forløbet har været en daglig skriftlig kontakt til forældrene til børnene i den lille klasse. Lærerne har udarbejdet et skema, hvor lærerne kan skrive lidt om dagen, ligesom der er en rubrik, hvor forældrene kan skrive lidt hver dag. Eleverne har også en rubrik, der er delt op i lektier, timer, frikvarterer, mig selv og en kommentar. Eleverne har ud for de enkelte punkter så tegnet et ansigt med et smil, neutralt eller med nedadhængende mundvige. Fem muligheder har eleverne haft.

'Den daglige skriftlige kontakt i kalenderen har betydet meget. En dreng fortalte en dag, at han syntes, det var dejligt, for så kunne forældrene se, hvor søde vi er i skolen', siger Inge-Lise Pallesen.

'Accept og anerkendelse er det vigtigste for børn. Ja, det er vigtigt for os alle', siger Jørgen Riber.

Vi vil aldrig skælde ud

Da observationslærerne begyndte i 4.b, havde de nærmest aflagt en ed over for hinanden. De ville aldrig skælde ud eller råbe højt.

Klasselærer Jørgen Anton Damsgaard Larsen fortæller, at han så småt er begyndt at skælde ud igen, når han synes, at klassen skal kaldes til orden. Men ellers har det fungeret med at prøve ikke at skælde ud.

'Derfor var det også godt for mig i dag at høre, at børnene ønsker arbejdsro og kan lide, at der er ro i klassen'.

Det har hjulpet mange af børnene, at de har fået mulighed for at tegne og male, når de skal lytte. Det var Jørgen Ribers idé.

'Det fungerede som et trylleslag. Da de fik lov til at male, mens de lyttede i en samtaletime, lykkedes det for første gang', fortæller Susanne Damsgaard.

Lærerne taler om, at næste samtaletime skal bruges til at tale om, hvordan der bliver arbejdsro i klassen, og hvordan undervisningstimerne bliver mere rolige.

Jørgen Riber anbefaler, at lærerne foreslår, at det bliver en øvelse. For forklaringen kan godt være, at de ikke mestrer arbejdsro endnu.

'De skal selv være med til at finde løsningerne i samtaletimen. Vi kan ikke løse problemet for dem, men vi kan hjælpe dem til at finde løsninger', siger han.

'Ingen skal have en skideballe for ikke at magte noget'.

Løsningen med at give drengene en livline til, hvordan de kan bekæmpe deres trold, har fungeret fint. Når det bliver for svært at være rolig, har hvert barn en mulighed. Det kan være at lægge sig på en madras, at gå hen til en bestemt plads i klasselokalet eller gå ud i skolegården. Og det behøver de ikke at bede om lov til. Alle ved, hvorfor de flytter sig.

'Det har også været meget interessant. For i det øjeblik det er tilladt at gå, så gør de det ikke. Det er faktisk utrolig sjældent, at de benytter sig af det', siger klasselærer Jørgen Anton Damsgaard Larsen.

Sænket det faglige niveau

Efter at klassen er blevet samlet igen, har lærerne måttet tale mere om det faglige. Drengene har haft brug for at lære at arbejde selvstændigt, og lærerne har sat det faglige niveau for dem ned.

'De fik motivation og mod, og vi fik mulighed for at anerkende deres forbedringer', siger Susanne Damsgaard.

Ved at sætte det faglige niveau ned har lærerne oplevet, at nogle er begyndt at læse. En elev går rundt med en bog og læser gerne i den. Måske svarer indholdet ikke til en 4. klasse, men det betyder mindre.

'Hvis én løser krydsogtværs, så er det i orden med mig. Bare der er så meget ro, at de andre også har mulighed for at arbejde med deres', siger Jørgen Anton Damsgaard Larsen.

Lærerne har sørget for at have meget struktur på klassen. Alle ved, hvad de skal lave time for time. Man har også introduceret makkerpar, så man først spørger sin makker om hjælp, inden man går til læreren. Det giver mere ro og samarbejde.

Da den lille klasse stadig eksisterede, var et af hovedpunkterne at skabe orden. Lærerne krævede kun af forældrene, at børnene havde et penalhus med, der indeholdt de væsentlige ting.

'Tidligere gik vi ud fra, at børnene kunne finde ud af at sætte deres papirer i mappe. Men vi fandt ud af, at det kunne de ikke. Det var ikke udtryk for uartighed, når de rodede. De kunne ikke finde ud af at sætte deres papirer ind og holde orden i deres skuffer. Så det var dét, vi begyndte med. Vi ryddede op i skuffen, smed ud og satte deres papirer i mappe', fortæller Susanne Damsgaard.

'Vi indførte en plasticlomme til den daglige kalender og besked til forældrene. Så kunne vi komme det i plasticlommen, eller vi kunne bede dem om at gøre det, så der var orden på dét. Det betød, at de fik positiv respons, tingene rodede ikke, fordi vi hjalp dem'.

'Flere af disse børn har så mange dårlige historier om sig selv', siger Jørgen Riber.

'De har svære problemer med deres selvværd. Dette arbejde er som at vende en olietanker. Det tager tid. Måske har flere af dem gået i skole i flere år uden at forstå halvdelen af det, der skete omkring dem'.

'Det er et forsøg på at bryde en dårlig cirkel. De korrigerende lærere er de eneste, der kan bryde cirklen. For de kan gøre noget andet. Noget andet, end de plejer'.

hela

Klassen delt i tre

I efteråret 2000 blev 4.b delt i tre. Pigerne blev en gruppe for sig selv, der fulgte den almindelige undervisning. Halvdelen af drengene - det var fire dengang - fik et fagligt tilbud i læseklasse, og den anden halvdel - også fire - fik et specielt tilbud i en lille klasse med to observationslærere tilknyttet. Denne lille klasse fik sit eget lokale med møbler, computer, en del plads og madrasser på gulvet. Undervisningen blev individuelt tilrettelagt. De faglige discipliner var læsning, genfortælling, mundtlig fremlæggelse, retstavning, diktat, grammatik og håndskrift. Undervisningen blev tilrettelagt, så børnene konkurrerede med sig selv.

Denne ordning fungerede i to måneder. Derefter blev der byttet om på de to drengegrupper, så alle drenge har været i læseklasse og i det specielle tilbud.

Nu er 4.b samlet igen. Samtaletimerne, som blev brugt en del i den lille klasse, er taget med over i den samlede klasse.

Helle Lauritsen