Der skal ske markante ændringer blandt lærerne på skolerne og i Danmarks Lærerforening, før lærerne i folkeskolen kan opnå den anerkendelse, som det er meningen, professionsidealerne skal føre til. Først og fremmest skal Lærerforeningen vælge, hvilket ben den vil stå på.

'Lærerne vil gerne fremstå som nogle, der føler et ansvar over for folkeskolen. Men de vil også have lov til at bruge strejker som kampvåben for at få mere i løn. Lærerne må indse, at de ikke kan blive ved med at ride på to ideologier', siger bach.scient.pol. Maja Aasted, der under sit studium på Københavns Universitet har skrevet speciale om professionsstrategierne i DLF. Specialet bygger blandt andet på interview med syv medlemmer af hovedstyrelsen.

Maja Aasted mener, lærerne står sig bedst ved at profilere sig på, at det kræver en bestemt uddannelse og et særligt engagement at være lærer. Det vil kunne lette lærerne for det pres, de er udsat for i dag.

'Alle kan have en mening om bureaukratiet og ventelisterne på sygehusene. Men når det kommer til selve behandlingen, har lægerne et trumfkort, for de er alene om at kunne foretage de nødvendige indgreb på patienterne. På samme måde skal lærerne bruge deres faglighed til at fortælle, at de kan noget, som ingen andre kan. Ellers er det, at menigmand synes, at han kan tillade sig at sige, hvordan børn i 2. klasse skal lære at læse', siger Maja Aasted.

Hvis lærerne vælger denne offensive strategi, er de nødt til at vedkende sig, at de har et særligt ansvar for folkeskolen, og så kan de ikke opføre sig som lønmodtagere, der nedlægger arbejdet, når de er utilfredse med arbejdsvilkårene.

'Hvis lærerne føler, at de bliver nødt til at true med at gå i strejke, skal de udelukkende gøre det, fordi de frygter, at vilkårene bliver så dårlige, at de ikke kan udføre deres arbejde godt nok. De må aldrig argumentere med, at det drejer sig om deres egen bekvemmelighed. De gør det altså for elevernes skyld'.

Lærerne må kun strejke i nødstilfælde. Til hverdag skal DLF samarbejde med arbejdsgivere og politikere, for det er gennem kompromiser, at lærerne kan opnå resultater.

'Den tid er forbi, da arbejdsgiverne var onde, og lønmodtagerne nogle stakler. Der vil selvfølgelig være forskel på parterne, men kommunerne er ikke ude på at udsulte lærerne for at opnå et overskud på driften. I dag handler det om at få tingene til at fungere til alles tilfredshed'.

Svært at melde åbent ud

Mens fagforeningsideologien kan give resultater her og nu, vil professionsstrategien kræve et sejt træk.

'Strategien handler ikke om, at lærerne skal blive anerkendt som en profession for professionens egen skyld. Det skal ske, for at lærerne kan opnå prestige og respekt for det arbejde, de udfører. Med det følger den vægt, der skal til for at stille krav om bedre arbejdsvilkår og mere i løn. Med andre ord kommer professionsstrategien til at virke som en løftestang', siger Maja Aasted og erkender, at det vil være svært for DLF at melde den strategi åbent ud til medlemmerne.

'Man kan ikke overbevise verden om, at det er et kald at være lærer, og så samtidig fortælle sine medlemmer, at man siger det, fordi de skal kunne få mere i løn. Men lærerne skal vide, at det kan føre til højere løn'.

Hun mener, der er grobund for at satse på professionsstrategien. Det viser den debat, der er fulgt i kølvandet på den nuværende overenskomst.

'DLF har indgået en god lønaftale. Men de fleste lærere ville hellere have haft mere tid til at forberede deres undervisning, netop fordi de vil gøre deres arbejde så godt som muligt'.

Problemet er, at der måske går ti år, før professionsstrategien for alvor begynder at give resultater, fra det øjeblik DLF vælger side. Så længe kan det være svært at vente for de lærere, der fik sat antallet af lektioner i vejret som konsekvens af arbejdstidsaftalen. De vil have DLF til at genforhandle aftalen, selv om den løber i endnu tre år.

Det går ikke, mener Maja Aasted.

'Det vil Kommunernes Landsforening opfatte som et tillidsbrud, og det vil skade lærernes kamp for at blive anerkendt som en profession, der kan noget særligt'.

Lærere har ikke monopol

Maja Aasted kan sagtens forstå det dilemma, den enkelte lærer står i, for ingen siger, at DLF får forhandlet en bedre aftale hjem næste gang, men lærerne må forstå, at det er deres eget ansvar at dokumentere, hvad de dur til, så de på sigt kan opnå bedre vilkår.

'Lærerne må selv vise, at de kan noget særligt. Det er benhårdt arbejde, men ingen andre gør det for dem. Til gengæld vil de ikke alene kunne opnå en bedre løn. De vil også kunne sige: 'Det er os, der ved, hvad det vil sige at undervise', når politikere taler om behovet for kvalitetsmålinger og andre former for kontrollerende indgriben i lærernes arbejde'.

Det kan vi også sige i dag, vil mange lærere hævde. Men lærere har ikke monopol på at vide, hvad der foregår i folkeskolen. Det er alle mulige andre end lærerne selv, der forsker i pædagogik og didaktik, og det kendetegner faget, at lærerne i høj grad bliver uddannet og efteruddannet af akademikere. Det er en anden forklaring på, at lærerne har en relativt lav løn, og på, at lærerfaget mangler status.

'Et af de traditionelle krav til en profession er, at den reproducerer sig selv. Her har lærerstanden det åbenlyse problem, at de menige lærere ikke deltager i den videnskabelige udvikling af faget. For at imødegå det må lærerne ude på skolerne tage et større ansvar for at udvikle undervisningen'.

Her kan den øgede mulighed for at arbejde i team vise sig at blive det forum, lærerne har brug for.

'Med sin støtte til teamorienterede arbejdsformer har DLF lagt grunden til, at lærerne i fællesskab kan reflektere over, hvorfor nogle undervisningsteknikker fungerer bedre end andre. På den måde kan de udvikle nye pædagogiske og didaktiske teorier, frem for at de i bogstaveligste forstand tager deres viden med sig i graven'.

Sprog giver magt

Gennem teamsamarbejdet vil lærerne også kunne skabe et fagligt sprog for den tavse viden, de ligger inde med, og det er et afgørende og helt uomgængeligt skridt, mener Maja Aasted.

'Først når det lykkes lærerne at gøre fagets tavse viden synlig, kan de forvandle sig fra en semiprofessionel til en professionel gruppe. Men i forhold til anerkendelsen af lærerne er det lige så meget et spørgsmål om, at teamsamarbejdet giver dem mulighed for skriftligt at dokumentere deres professionalisme'.

For lærerne handler det ikke bare om at få mulighed for at lave en bedre og mere kvalificeret undervisning. Det handler også om magt.

'Professionsstrategien er også en magtstrategi, der med argumenter om viden, kompetencer, idealer og engagement skal styrke lærernes position i forhold til forældre, forvaltning og politikere. Når den tavse viden er omsat til et sprog, giver det mulighed for at bevise og dokumentere, at man besidder viden. Og viden er magt'.

Hun ser forslaget om at indføre professionsidealer for lærere som et skridt i den rigtige retning, fordi de kan give omverdenen et bedre indtryk af, hvordan lærere arbejder. Men idealerne giver ingen mening, hvis ikke lærerne rundt om på skolerne er parate til at opfylde kravet om selv at udvikle faget, og hvis ikke DLF efterlever dem, men fortsætter med sin dobbeltstrategi.

'Jeg skal ikke afgøre, hvordan DLF skal arbejde. Jeg kan bare se, at ledelsen har svært ved at skabe resultater, så længe den zigzagger mellem to ideologier. DLF må træffe et valg, og her mener jeg, at professionsstrategien er den rigtige vej at gå. Hvis lærerne ikke er enige i det, er der ingen grund til at udvikle professionsidealer', siger Maja Aasted.-Læs mere på www.folkeskolen.dk

Henrik Stanek er freelancejournalist

Jeg skal ikke afgøre, hvordan DLF skal arbejde. Jeg kan bare se, at ledelsen har svært ved at skabe resultater, så længe den zigzagger mellem to ideologierLærerne må selv vise, at de kan noget særligt. Det er benhårdt arbejde, men ingen andre gør det for dem