To nye undersøgelser viser, at eleverne er endnu mere forskellige, end vi hidtil har været opmærksomme på. Vi har været mest fokuseret på forskelle med hensyn til evner, interesser og social og etnisk baggrund. De nye undersøgelser viser, at der også er store forskelle på, hvilke typer af undervisning og uddannelse børn og unge trives med og ønsker sig. Nogle trænger til mindre frihed, andre vil have meget mere.

Anegen Trillingsgaard ('Skolens blinde øje') peger på, at en gruppe elever i folkeskolen fungerer meget dårligt med nye principper som projektarbejde og 'ansvar for egen læring'. Disse elever har i forvejen problemer med, at de er urolige og ukoncentrerede, og de har behov for klare og entydige retningslinjer, faste strukturer, rutiner og hyppig feedback fra lærerne. Trods normal begavelse trives de dårligt i ustrukturerede situationer, hvor de selv skal finde ud af, hvad de skal lave, og hvor de selv skal skaffe sig materialer, sætte sig mål og holde forstyrrende impulser ude.

Projektarbejde og større frihed til selv at strukturere sit arbejde er givetvis godt for en stor del af folkeskolens elever. Og i nogle henseender gør projektpædagogikkens principper det lettere at praktisere undervisningsdifferentiering. Men for en gruppe af urolige elever forøger disse principper deres problemer i skolen.

Lilli Zeuner ('Unge mellem egne mål og fællesskab') har nylig for Socialforskningsinstituttet undersøgt grundholdningerne til uddannelse hos unge i de studieforberedende ungdomsuddannelser. Hun viser, at der er to meget forskellige forestillinger om uddannelse blandt de unge. Halvdelen af dem foretrækker det mønster, som vore videregående uddannelser i dag er opbygget efter: Institutionerne udbyder uddannelse som sammenhængende, forholdsvis fast tilrettelagte forløb, der foregår ved én institution og leder frem til professionel kompetence inden for én profession.

Mens den ene halvdel af de unge trives med dette system, har den anden halvdel helt andre ønsker: De vil gerne kunne skræddersy deres egen uddannelse ved at vælge moduler på mange forskellige institutioner i ind- og udland. De ønsker ikke nogen binding til en bestemt institution, de ønsker ikke et på forhånd fastlagt studieforløb, og de ønsker ikke, at deres uddannelse skal styre dem ind i én bestemt arbejdsmæssig karriere. Vores system er i dag kun i meget ringe grad indstillet på at imødekomme ønskerne hos denne 'skræddersyende' gruppe.

Det er en kæmpemæssig udfordring at tage højde for disse store og komplekse forskelle mellem eleverne. Det er ikke blot tidligere tiders tro på, at man kan sortere sig til homogene klasser, der er uholdbar. Også en mere moderne forestilling om, at det blot gælder om at individualisere og give frihed, er utilstrækkelig. Trillingsgaards og Zeuners undersøgelser viser under ét, at en del elever og studerende ikke trives med frihed, store valgmuligheder og krav om selv at kunne strukturere deres arbejde. Mens andre unge efterspørger denne frihed i et omfang, der er langt større, end hvad uddannelsessystemet i dag er i stand til at imødekomme.

Eleverne er forskellige. Det er en gammel sandhed. Men radikaliteten og rækkevidden af denne sandhed er endnu næppe gået helt op for os.

Per Fibæk Laursen er lektor i didaktik ved Københavns Universitet