Lærer BB var fuldstændig paf. Som lærer for en elev fra et fuldstændig kaotisk hjem havde hun længe forsøgt at få socialforvaltningen til at reagere. Fire skriftlige indberetninger havde hun og andre lærere sendt ind - og drengen fik det bare værre og værre. BB savnede tilbagemeldinger - og ikke mindst handling. I den sidste indberetning gik hun over i det, hun selv kalder en mere ekstrem sprogbrug, og gjorde socialforvaltningen opmærksom på, at hun nu frygtede for drengens fortsatte eksistens. Det hjalp.

'Jeg havde meget svært ved at forstå, at der skulle så store ord til, før socialrådgiverne reagerede. Men det gjorde de til sidst, men jeg må indrømme, at deres løsningsforslag kom en del bag på mig', fortæller BB, som arbejder på samme skole som AA, og som derfor ligeledes er anonymiseret.

Socialrådgiverne kunne ikke finde en akut plads, da de ville fjerne drengen fra hans hjem.

'De foreslog simpelthen, at drengen skulle bo hjemme hos mig i min toværelseslejlighed. Det blev jeg så paf over, at jeg sagde ja. Jeg havde en god kontakt til drengen, og han trængte i den grad til at komme væk hjemmefra, så hvad andet kunne jeg gøre? Han flyttede ind hos mig i nogle dage, og jeg måtte så få købt noget tøj til ham, og hvad han ellers manglede', siger BB.

Efterfølgende har hun ikke fortrudt, at hun hjalp drengen, men at hun overhovedet blev spurgt, undrer hende meget:

'Jeg synes, det ligger langt ud over min forpligtigelse som lærer at agere backup for det sociale system på den måde. Jeg forventer ikke, jeg kan aflevere et barn med svære sociale problemer som en pakke, som andre skal tage sig af. Som klasselærer for drengen er jeg en del af den løsning, der skal findes for ham, og derfor er det afgørende, at de sociale myndigheder er villige til at indgå i en dialog og et samarbejde omkring løsningen af problemerne. Det oplevede jeg desværre ikke her'.

Hun mener ikke, at der er noget generelt problem lærere og socialrådgivere imellem, men hun oplever det sociale system som meget magtesløst i de sager, hvor forældrene nægter at samarbejde med skole og socialforvaltning.

Forskelle i oplevelsen

Formanden for den lille gruppe af skolesocialrådgivere i Danmark, Lis Møller fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Vejle, medgiver, at der kan være forskel i den måde, lærere og socialrådgivere oplever sociale problemer.

'Når vi møder de helt massive sager med incest og grov vold, tror jeg ikke, at der er nogen forskel på, hvordan vi læser problemerne. Men det er ofte noget andet, hvis en velmenende lærer oplever en elev leve usselt. Eleven bliver måske ikke passet ordentligt og går for lud og koldt vand derhjemme. Oplever man det dagligt som lærer, er det frustrerende, hvis der ikke bliver gjort noget ved det. Problemet her er, at man som socialrådgiver ikke kan stille meget op, hvis forældrene ikke ønsker at samarbejde. Så vil læreren opleve, at socialrådgiveren ingenting gør, og det skaber konflikter'.

Hun mener også, at der kan være forskelle i oplevelsen af tidsfaktoren.

'Mange lærere kommer med en forventning om, at der skal ske noget her og nu, og når det ikke er muligt, er dialogen meget vigtig, så begge parter har indsigt i, hvorfor der går den tid, der går', siger Pia Møller, som råder kommunerne til at oprette et dialog-forum, som sørger for en løbende kontakt mellem skoler og socialforvaltninger.

Næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening, Jørgen Marthedal, ser tidsfaktoren som kerneproblemet.

'Når en socialrådgiver får en indberetning fra en lærer, er det kun i de mest grelle sager noget, socialrådgiveren handler direkte på. Når vi modtager en indberetning, starter der en afklaringsproces, hvor vi undersøger de ting, som er nødvendige for at kunne handle. Jeg kunne ønske, at der hos lærerne var en større bevidsthed om, at det er en proces, de sætter i gang med en henvendelse. Det er der brug for, ligesom socialrådgiverne generelt skal blive bedre til at melde tilbage, så læreren bliver en del af denne proces', siger Jørgen Marthedal.

At lærerne ikke er de eneste, der bliver frustrerede, kan lederen af den akutte ungemodtagelse i den kommune, hvor lærerne AA og BB arbejder, skrive under på.

'At være magtesløs er noget af det mest frustrerende, man kan opleve. Men den følelse har vi i lige så høj grad som lærere og pædagoger. Vi må erkende, at der er situationer omkring børn og unge, hvor vi ikke kan gribe ind, selv om der kunne være mange gode grunde til det. I de tilfælde er det vigtigt, at vi så bærer vores magtesløshed sammen og støtter hinanden i stedet for at skælde ud og gøre hinanden til syndebukke', siger han.fhj