0   156

Hun fik energien tilbage

Da lærer Helle Ingstrup var godt træt af sit job, tilbød skolen hende en diplomuddannelse. Den brugte hun på at undersøge, hvorfor lærere bliver trætte af deres arbejde

Lærer Helle Ingstrup var ved helt at opgive ævred, inden hun i februar 1998 skulle til personalesamtale. Betingelserne i den specialklasse, hvor hun lagde hovedparten af sine timer, var simpelthen for dårlige. Klassen var klumpet sammen på omkring 20 kvadratmeter. Man måtte åle sig vej mellem bordene, og når Helle Ingstrup, der ikke hører til de fyldigste, bøjede sig for at hjælpe én elev, skubbede hun en anden væk med enden.

Pædagogisk levede specialafdelingen heller ikke op til de forventninger, hun havde, da hun året før kom til skolen i Tinglev. Det var, som om man ikke troede på, at børnene kunne lære noget. Som om man resignerede.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er ren opbevaring, mente Helle Ingstrup, som følte sig tilovers. Men nu skulle ledelsen altså også få det at vide, skulle de.

Hun nåede imidlertid ikke at slå i bordet, før skolelederen tilbød hende en diplomuddannelse i psykologi. Var det ikke noget?

Hun blev overrumplet og fik aldrig sagt alt det, hun havde planlagt. Med åbne arme tog hun mod uddannelsen, men kritikken og problemerne var ikke glemt. Tværtimod. Inspireret af sin egen oplevelse skrev hun hovedopgave om, hvorfor nogle lærere brænder ud, og hvad man kan gøre ved det.

Hun skrev om lærerens engagement.

Engagement er nøglen til forståelsen af læreren, mener Helle Ingstrup. Kun hvis man er engageret, kan man lære sine elever noget. Kun hvis man er engageret, udvikler man sig.

Men hvad afgør, om engagementet lever eller dør? Og hvordan plejer man lærerens engagement?

Nu er opgaven færdig, afleveret og bedømt, og hun er ikke i tvivl: det er resultater, der nærer lærerens engagement. Når man kan se, at man spiller en rolle. Når eleverne udvikler sig. Når kollegerne spørger interesseret. Når man kan se sit eget værd, så fastholder læreren sit engagement.

Situationer, hvor læreren oplever, at anstrengelser og arbejde får betydning, sådanne situationer nærer lærerens engagement og får hende til at elske sit job. Helle Instrup kalder det flow-oplevelser.

Egentlig skal der ikke så meget til. Selv husker Helle Ingstrup en flow-situation. Hun og en kollega sad ved hver sin ende af det store bord i et af specialafdelingens nye lokaler. Eleverne arbejdede koncentreret med deres lektier, men rykkede stille tættere og tættere ind til de to lærere. De næsten puttede sig ind til dem.

'Det var som at sidde og læse historie for sine egne børn. Stemningen var hyggelig, intim og koncentreret. Det var en flow-oplevelse. I det øjeblik vidste vi, at vi var noget værd. Vi havde betydning for de børn'.

Usikkerhed æder engagement

Engagementet bliver omvendt ædt op, når læreren føler sig tilovers - sådan som Helle Ingstrup gjorde det de første måneder i specialklassen - eller når hun ikke kan leve op til forventninger og krav, der stilles. Når hun ikke kan se sit eget værd. Ikke bliver bekræftet.

Og i dag er det faktisk svært for den samvittighedsfulde lærer at fastholde troen på sit eget værd, mener Helle Ingstrup. For det første fordi lærerens ambitioner ofte er større end de muligheder, der tilbydes. Læreren vil gerne engagere sig i og møde hver enkelt elev, men oftest er det umuligt. Der er ikke tid til det. Hun kan ikke nå hele vejen rundt, men må prioritere nogle bestemte børn, vel vidende at der er andre, som ikke får lige så meget, og det er frustrerende.

For det andet stilles der så mange og så forskellige krav til læreren.

'Vi drukner simpelthen i forskelligrettede krav, der sjældent har forståelse for den situation, vi står i'.

Selv overværede hun en forældrekonsultation, hvor en kollega fortalte om et nyt lærebogssystem, han ville gå over til. Læreren levede med skiftet op til ledelsens - og ministeriets - forventning om udvikling og fornyelse. Fint nok. Men forældrene rynkede panden. De tænkte på deres eget barn og var nervøse for, at det ville lære for lidt, når læreren ikke kunne trække på rutinen.

'Alle bekymrer sig om og forholder sig til, hvad vi som lærere går og laver, så der bliver sjældent tid til, at vi selv kan forholde os til det. Der bliver ikke plads til os. Vi er marionetter for andres krav'.

Også de mange centralt udstukne planer, projekter og opgaver frustrerer og gør det svært for læreren at fastholde flow-oplevelsen og selvværdet.

'Snart skal vi det ene og snart det andet. Vi skal en masse, men når aldrig at blive færdige med det, og vi oplever sjældent resultaterne af vores anstrengelser'.

Lærere skal turde være nøgne

Redningen ligger ifølge Helle Ingstrup i lærerteamet. Teamet kan gøre de krav, der stilles til læreren, mindre komplekse ved at lave konkrete aftaler om uddannelsesmål, evaluering og så videre. Teamet kan sikre, at læreren får mulighed for at se sit eget værd, ved at rose og ved at give ham opgaver, han er god til. Og teamet kan fjerne presset fra den enkelte lærer ved at tilbyde et sted, hvor man kan sætte ord på de svære følelser, frustrationer og problemer.

'Lærerteamet bør være som et ægteskab, hvor vi kan være helt nøgne over for hinanden. Vi skal kunne indrømme, hvad vi har det svært med. Kun hvis vi sætter ord på problemerne, kan vi forholde os til dem og handle'.

Rigtigt udnyttet kan teamet samtidig hæve antallet af flow-oplevelser. Teamet bør nemlig finde ud af, hvem der er gode til hvad, og så udnytte det. I Helle Ingstrups klasseteam er en af lærerne ikke så god til at springe rundt og lave alt det der motoriske, som er så vigtigt i en specialklasse, men når det handler om børn i sorg, er hun til gengæld uovertruffen. Hun er der altid, når børnene - eller kollegerne i øvrigt - har brug for hende, og hun er utrolig god til at trøste og tale med dem.

'I stedet for at kritisere hende for det, hun ikke er så god til, og få hende til det har vi givet hende kurser i sorgarbejde og -terapi, og det er hun nu vores ekspert i. Hun får altså mange muligheder for at opleve sit eget værd'.

Vi er noget særligt

Denne form for arbejdsdeling i og udnyttelse af teamet kræver imidlertid, at alle også tør indrømme, hvad de er gode til.

'I en af de der udsendelser med danske jægersoldater sagde den ene, Carsten Mørk: 'Hvis alle giver alt, hvad de kan, bliver det hele meget sjovere'. Det tror jeg, at vi lærere kan lære noget af. Vi skal være bedre til at give det, vi kan. Så bliver det sjovere'.

Men det kan være svært for lærere at stå ved og være stolte af det, de kan. Det oplevede Helle Ingstrup, da hun fandt ud af, at en af de nye kolleger kunne primitivt pottemageri. Det ville børnene og kollegerne gerne lære, og den nye sagde ja til at undervise dem, men som dagen nærmede sig, blev hun mere og mere usikker på sig selv og projektet.

''Jamen, det er ikke noget særligt, det her', sagde hun lidt forlegent. 'Det er let nok. Alle kan', mente hun. Men hun tog fejl. Hun var noget særligt'.

'Da vi var færdige, grinede hun og sagde til os: 'I var lige så tumpede til det som børnene'. Og det var rigtigt. Hun kunne noget, vi ikke kunne. Hun troede det bare ikke. Men vi andre lærte noget nyt den dag, og vores nye kollega blev bevidst om, at hun kan noget specielt. Hun så sit værd. Så det var flow, både for hende og for os', siger Helle Ingstrup.

Mikkel Hvid er freelancejournalist

Alle bekymrer sig om og forholder sig til, hvad vi som lærere går og laver, så der bliver sjældent tid til, at vi selv kan forholde os til det. Der bliver ikke plads til os. Vi er marionetter for andres krav


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet