Frynsegoder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tak for tippet

En dejlig sommerdag var min 5. klasse og jeg på tur i et nærliggende kuperet terræn. Jeg havde forberedt nogle knippelgode lege, men lige da jeg havde skaffet mig lydhørhed og skulle til at rulle mig ud, kom den suveræne Susanne med sit forslag: 'Hør lige her, hvis du nu lægger dig lidt her og tager solbad, som du så godt kan lide, kan vi så ikke selv lege for eksempel en times tid . . . og du har vel lagt mærke til, at Ronny opfører sig ordentligt i dag . . .'

Ja, ja, da, den personlige frihed er en god ting, men mine lege var nu gode, tænkte jeg, da jeg smed mig i græsset til et ikke helt afslappet solbad - med vilde hyl fra 'drenge-mod-piger-fange' i øret . . . hvad nu, hører jeg ikke i det fjerne blå en velkendt skingerstemme skælde ud på Ronny . . .

Landlig snusfornuft

Bette Karl Erik kom en morgen i skole med den nedslående melding, at den længe ventede lillesøster i nattens løb viste sig at være blevet til en lillebror. Nogle af klassekammeraterne viste sig medfølende og forstående:

Karen: 'Næj, næj, det ka maj intj såen siel bestæem'.

Birgit: 'Næj, næj, men maj ka da hielt siel bestæem, om maj wel ha noen . . .'

Unødvendig viden

Vi er ude i det vendsysselske bondeland år tilbage.

Frode kan ikke regne, vil ej heller lære det, er vedholdende vrangvillig. Men - skulle det vise sig - har sine gode grunde dertil:

Læreren: 'Frode, du skal have lært at blive bedre til regning, se nu her . . .'

Frode: 'Næj'.

Læreren: 'Du skal da også lære at regne, alle skal, du får også brug for det senere . . .'

Frode: 'Næj'.

Læreren: 'Hvad mener du?'

Frode: 'A foer intj brug for det. A ska wæer skuespiller'.

Else