Skolen efter lukketid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad skal lokalerne bruges til efter skoletid?

Det spørgsmål stiller skolelederen sig selv, fordi han enten vil udbygge eller moderere den kommunale lokalepolitik.

Inden han beslutter sig, bør han undersøge eller i det mindste overveje, hvad skolens interessenter mener om den sag. Ellers risikerer han at træde en eller flere af dem over tæerne, og det kan give ham et problem senere hen.

Svarene kan lyde sådan her:

Lærerne: Det er dit ansvar, hvad lokalerne bruges til, så længe du sørger for, de er i orden, når vi og eleverne skal bruge dem. Ellers skal vi nok sige til.

Skolefritidsordningspædagogerne: Selvfølgelig skal lokalerne være i orden, men lad os dog bruge dem så meget og så tit som muligt. Vi vil have vores egne basisrum, men derudover bruger vi gerne faciliteterne andre steder på skolen.

Eleverne: Det er alle tiders, at vi kan komme på skolen, når vi er i ungdomsklub og -skole om eftermiddagen og om aftenen.

Forældrene: Vores børn skal ikke undervises i slidte lokaler.

Idrætsforeningen: Skolen er en offentlig bygning, så selvfølgelig skal den bruges optimalt. Vi stiller frivillige til rådighed og gør et stort stykke socialt arbejde. Hvis det betyder, at gulvet i gymnastiksalen bliver slidt, må skolen købe et nyt. Sådan er det.

Skolebestyrelsen: Jamen, vi ved, at vi skal slås i fem år for at få bevilget penge til nyt gulv.

Håndværkeren: Jeg vil gerne lægge det nye gulv. I øvrigt vil jeg helst stå mig godt med alle i lokalområdet, da de er mine potentielle kunder.

Teknisk/administrativt personale: Hvis skolen skal bruges efter skoletid, skal vi have mere tid til at gøre rent i. Vi skal også bruge tid på at låse skolen om aftenen og diskutere med de brugere, der ikke kan snøvle sig færdige til tiden. Det bliver også os, der skal tage os af de brugere, der ikke dukker op som aftalt, så lokalerne står ubenyttede hen og dermed er åbne for hærværk.

Byrådet: Vi vil bare ikke have en 'sag' ud af det. Men vi har den principielle holdning, at kommunens faciliteter skal udnyttes optimalt, og at vi skal være imødekommende over for borgerne.

Nu har skolelederen foretaget sin interessentanalyse, som bygger på hans gode kendskab til skoledistriktet. Herefter kan han beslutte sig for, hvad han vil gøre, og 9hvordan han skal forklare sin beslutning for de forskellige interessenter, så de forstår og accepterer den.

stan