Guldhornene for børn

Danskbog om nationalromantikken nomineret til Undervisningsmiddelprisen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kan nationalromantikken fange nutidens unge? Der bliver i hvert fald gjort et forsøg med bogen 'Guld og grønne skove' fra Alinea, der er eneste bud inden for folkeskoleområdet på årets Undervisningsmiddelpris, der uddeles den 5. maj på Dansk Skolemuseum.

De to øvrige materialer, der er nomineret til prisen, er 'ISIS - kemi C' fra forlaget Systime, der henvender sig til gymnasiets C-niveau, og spanskmaterialet 'Con Cesár' fra Gads Forlag, der handler om en spansk kunstners hverdag.

Der har i alt været indsendt 35 materialer fra 21 forlag til bedømmelse, og disse tre er på priskomiteens shortlist. Men de må vente i spænding til den 5.maj på, hvem der får prisen på 30.000 kroner.

'Guld og grønne skove' er skrevet af Lars Handesten og Ingelise Moos til elever i 7.-10. klasse. Materialet fremhæves, fordi det formår at præsentere 'Der er et yndigt land' og 'Guldhornene', så det ikke bliver svulstigt og latterligt. I begrundelsen for, at bogen er nået frem til shortlisten, skriver komiteen, at den tager udgangspunkt i den moderne betydning af ordet romantik, men også indeholder en række andre træk, som man genfinder i nutiden: det nationale, det dunkle, det magiske, onde og gode.

Undervisningsmiddelprisen gives til årets bedste undervisningsmateriale - uanset fag eller forlag. Hvert forlag kan indsende to materialer i hver af de to kategorier 'humanistiske fag' og 'naturvidenskabelige fag'.

Prisen blev indstiftet af Undervisningsministeriet i 1995. Folkeskolen og 'Gymnasieskolen' bidrager hver med 10.000 kroner.ipe