Debat

Målsætning kræver 100 procent undervisning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis undervisningsministeren vil have opfyldt ambitionen om 95-procent-målsætningen, skal den danske folkeskole som minimum kunne undervise eleverne efter Undervisningsministeriets vejledende timetal. Absurditeten er til at få øje på, når Troels Lund Poulsen på folkeskolen.dk den 25. august udtrykker glæde over antallet af undervisningslektioner i den danske folkeskole. Men hvad kan ministerens begejstring være udtryk for? Er det decideret uvidenhed, eller er det spin, der skal camouflere den tilbagegang, folkeskolen reelt har oplevet i antallet af undervisningslektioner?

Faktum er nemlig, at antallet af lektioner i vores folkeskole har været støt faldende som følge af de besparelser, regeringen har underlagt hele Danmark. At folkeskolerne nærmer sig det absolutte minimumstimetal, er en kendsgerning. Ministeren burde i stedet være oprigtigt bekymret over, at skolerne ikke længere er i stand til at tilbyde folkeskoleeleverne det vejledende timetal, som Undervisningsministeriet selv anbefaler, for at undervisningen kan gennemføres fagligt forsvarligt.

Set i det lys skal en undervisningsminister - hvem der end måtte beklæde posten efter valget den 15. september - hellere tage armene ned og arbejde for at få det reelle timetal op, som minimum på niveau med det vejledende timetal. For hvis målsætningen om, at 95 procent unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, skal nås, kræver det 100 procent undervisning af vores elever i folkeskolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget