Foto: Bo Tornvig

I spidsen for et tvangsægteskab

Speeddating, nyt navn til skolen og et helt nyt lærerværelse. Skoleleder Søren Hald benytter sig af sine egne metoder for at smelte to lærerkulturer sammen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der går ofte en hed debat forud for skolesammenlægninger. Men arbejdet begynder først for alvor, når beslutningen er truffet. Det kan skoleleder Søren Hald tale med om. Siden november sidste år har han stået i spidsen for Herstedlund Skole, der netop har taget fat på sit første skoleår. Den er lagt sammen af Hyldagerskolen og Vridsløselille Skole i Albertslund i sidstnævntes bygninger.

»Inden man går i gang, gør man sig ikke begreb om, hvor stort et arbejde det er at lægge to skoler sammen. Jeg har selv været i tvivl, om det var klogt, at jeg sagde ja til jobbet, for der må være nemmere måder at tjene sine penge på«, siger han.

Søren Hald piber ikke, understreger organisationskonsulent Henrik Skovdal, der hjælper skolelederen med at finde ud af, hvad der er op og ned i processen.

»Skolelederen skal ikke kun have det praktiske på plads. Han skal også smelte to lærerkulturer sammen og få forældrene til at bakke op om den nye skole, selv om den ikke er deres ønske. At lede en bankfusion virker uendelig let ved siden af«.

Henrik Skovdal har arbejdet med sammenlægninger i Danmark og Norge. Det er hans oplevelse, at skoleledere ofte står meget alene med opgaven.

»Mange sammenlægninger er dømt til at mislykkes, fordi man bruger resurserne på den ofte følelsesladede beslutningsproces og glemmer at tale om, hvilken skole man vil skabe. Der står én person tilbage med ansvaret, og han risikerer at drukne i de praktiske opgaver. Mit bud er, at mange skoleledere ryger ind i samarbejdsproblemer, fordi de ikke har sat tid af til at diskutere med lærerne, hvordan den nye skole skal fungere«, siger Henrik Skovdal.

Ingen skal føle sig som gæster

I Albertslund synes Søren Hald, at han har fået den nødvendige opbakning.

»Man bliver hele tiden stillet over for nye beslutninger, og nogle kan være upopulære, for eksempel når man slår klasser sammen. Derfor er det vigtigt, at man har opbakning fra den øvrige ledelse, medarbejdere, forvaltning, politikere og ikke mindst sin familie, som indimellem må være meget overbærende«, siger han.

Travlheden begyndte i efteråret, da der skulle træffes en række beslutninger om om- og tilbygninger, så den daværende Vridsløselille Skole kunne rumme alle 750 elever og 100 lærere. Søren Hald prioriterede blandt andet at flytte administration og lærerværelse fra udkanten til ind midt i skolen.

»Det bringer os tættere på eleverne og undervisningen, og det er pædagogisk godt. Vi fremskyndede ændringen, så det ene hold lærere ikke flytter ind i kollegernes lærerværelse. Nogle synes, det er spild af penge, fordi det gamle lærerværelse fungerede udmærket, men ingen må føle sig som gæst på deres nye arbejdsplads«, fortæller Søren Hald, der selv har været skoleleder på Hyldagerskolen i 13 år.

Lærere fra de to skoler har været sammen på kommunale kurser, de har haft fælles fagfordeling, og op til sommerferien var de på pædagogisk weekend i Oslo. Forinden havde Søren Hald inviteret på speeddating for at få ansigt på dem, han ikke kendte.

»De talte med mig i et kvarters tid ud fra tre-fire spørgsmål om den nye skole. Det lyder ikke af lang tid, men hvis man har forberedt sig, kan man nå langt«, siger Søren Hald.

Samtalernes år venter forude

Politikerne meldte hurtigt ud, at den sammenlagte skole skulle have et nyt navn. Da en navnekonkurrence ikke kastede et oplagt bud af sig, begyndte de alligevel at tale om, at som gammel landsbyskole burde den fortsat hedde Vridsløselille Skole, eventuelt med et »Ny« i midten. Men skolebestyrelsen stod fast og foreslog Herstedlund Skole.

»Et nyt navn har en stor signalværdi, både for os selv og for omverdenen. Om 10-15 år er det ligegyldigt, hvad skolen hedder, men lige nu er det vigtigt. Vi har i det hele taget gennemtrawlet de signaler, der kan vise, at vi er en ny skole, selv om lærere og elever ser ud som før ferien, så nu hedder klasserne ikke længere a, b og c, men x, y og z«, siger Søren Hald.

Ellers opstår den nye skole, i takt med at lærerne fylder indhold i den.

»De kommende år bliver samtalernes år. På begge skoler har der været indgroede vaner, men vi skal finde et nyt tredje, og det klarer vi ikke med et trylleslag, men ved at give folk mulighed for at diskutere i deres team, hvordan eleverne kan trives og lære mest. Vi får 750 karakterbøger, der hver dag går hjem og fortæller forældrene, om skolen er god eller ej. Derfor skal vi skabe muligheden for, at tvangsægteskabet bliver lykkeligt«.

Irriterende at være adskilt

Det er en streg i regningen, at skimmelsvamp og andre komplikationer har forsinket ombygningen, så den nye skole er nødt til at samle de ældste elever på den gamle Hyldagerskolen i dette skoleår. Også otte klasser i indskolingen skal gå der, indtil deres lokaler står klar i november.

»Det var bestemt ikke meningen, at vi skulle være fordelt på de to gamle matrikler det næste år. Det er irriterende. Det gælder også for ledelsen. Vi kan ikke lige stikke hovederne ind til hinanden, når den ene afdelingsleder sidder 500 meter væk«.

Det er vigtigt at få skabt relationer mellem medarbejderne, understreger Søren Hald. Men der er grænser for, hvor hårdt man kan gå til værks.

»Vi kunne godt have sagt, at der skulle være lige mange fra hver skole i alle team, men det er forskelligt, hvor mange forandringer den enkelte kan magte. Folk skal synes, det er sjovt at gå på arbejde, og nogle gange kommer man hurtigst i mål ved at skynde sig langsomt«, siger skolelederen.

Hvornår en fusion er overstået, afgøres af medarbejdernes trivsel, mener Søren Halds coach.

»Har de indflydelse på deres arbejde, stoler de på lederen og deres kolleger, og føler de sig trygge? Det skal skolelederen spørge ind til, og han skal turde høre svarene. Man undgår ikke gnidninger, for der vil altid være kanter, der skal slibes af - ikke mindst når euforien over alt det nye har lagt sig, og det bliver hverdag. Men man kan gøre perioden så kort som muligt«, siger Henrik Skovdal.

»Jeg kan godt forstå, at nogle forældre blev utilfredse, da vi besluttede at flytte to 1.-klasser fra den ene matrikel til den anden for at flytte dem tilbage tre måneder senere. Men det var den mindst ringe løsning, og det er vigtigt, at både forvaltning og politikere bakker op om den«. Skoleleder Søren Hald