Margit Lundby

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fredag den 10. december modtog ansatte og elever på Søndervangskolen i Hammel budskabet om, at Margit den foregående dag var afgået ved døden, 58 år.

Elever og lærere samledes ved dagens begyndelse til en kort højtidelighed, hvorunder alle fornemmede, hvor dybt grebne vi var, da vi tavse mindedes det liv, som nu var svundet bort.

Margit Lundby startede sin lærergerning i 1976 i Stenløse Kommune.

Margit kom allerede i 1978 til den da næsten nyåbnede Søndervangskolen i Hammel.

Vi lærte Margit at kende som en meget god kollega, et åbent menneske, hvis hjælpsomhed var af enestående karakter. De kolleger, som havde det privilegium at arbejde tæt sammen med hende, kunne altid bevidne et fast forankret engagement og stor flid i forhold til skolen og arbejdet. Især vil vi her anerkende Margits indsats i indskolingens startfase og hendes undervisning af elever med vanskeligheder.

Margits elever respekterede hende, især for hendes fine indlevelsesevne og taktfuldhed. Hun kom sine elever i møde med et åbent sind, altid opmærksom på den svageste elevs forhold. Hun var den rolige og stilfærdige, og eleverne kom hende tillidsfuldt i møde.

Vi vil mindes Margit med megen agtelse og vil med hendes eksempel altid kunne finde støtte for en uegennyttig og ærlig gerning.

Vore tanker går i denne sorgens stund til Stig og sønnen Claus.

Ansatte ved Søndervangskolen

Hammel