Ny syd for grænsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det tog over ti år at få en overenskomst for lærerne ved de danske skoler i Sydslesvig, og den skulle være endeligt på plads, før skoledirektør i Dansk Skoleforening Hans Andresen ville gå på pension. Overenskomsten blev afsluttet i sommer og ved årsskiftet trak Hans Andresen sig så tilbage efter 41 år i skoleforeningen og blev afløst af Anders Molt Ipsen.

Anders Molt Ipsen er 46 år og født i Flensborg, hvor hans forældre var lærere. Men allerede da han var tre, flyttede familien til Danmark. Alligevel søgte han tilbage til Sydslesvig, da han var færdiguddannet som lærer fra Kolding Seminarium i 1978. Han blev ansat ved Hiort Lorenzen-skolen i Slesvig, og i 1987 blev han skoleinspektør ved Gottorp-skolen i samme by. Siden 1996 har han været tilknyttet Skoleforeningens centralforvaltning som konsulent. Dansk Skoleforening for Sydslesvig er en af områdets største private virksomheder med omkring 1.200 ansatte i børnehaver, skoler og gymnasium.